pixel

BIG-højhus nedstemt

Et spektakulært kontorhus på Vibenshus Runddel er stemt hjem efter borgerprotester.

kbh magasin

Visionen var et elleve etagers kontorhus med en iøjnefaldende skulpturel form tegnet af Bjarke Ingels Group (BIG), dansk arkitekturs hotteste navn.

Strategisk beliggende ved Vibenshus Runddel, hvor Lyngbyvejen starter, skulle det skarpt vinklede højhus markere en nordlig portal ud af København, men nu har et stort flertal af politikerne i Københavns Teknik- og Miljøudvalg vendt tommelfingeren ned i den endelige afstemning.

Usædvanligt, fordi udvalget havde godkendt huset i den første behandling af den nye lokalplan for adressen Jagtvej 171. Nedstemningen går dermed imod en politisk tradition for at godkende den endelige lokalplan, når man har stemt for den første behandling af planen.

jagtvej171_4.jpg

Vinklet for naboernes skyld

De mange protester i den offentlige høringsperiode, der fulgte efter førstebehandlingen, har spillet en afgørende rolle for nej'et. Blandt andet for Socialdemokraternes Lise Thorsen:

"Der har været en massiv borgermodstand mod projektet, og det skal man lytte til. Det er en del af den demokratiske proces".

Østerbro-højhuset skulle have nydt godt af den kommende metrostation på Vibenshus Runddel, og skulle også tilføre det stærkt befærdede område en stor grøn plads, hvor der i dag er parkeringspladser.

Og ellers så succesvante BIG har netop givet bygningen sin skulpturelle form, for at tage hensyn til nabobygningerne.

For at sikre lysindtaget for naboen til højre, er kontorhuset meget lavere i denne ende end i den anden og har et ekstremt skrående tag. På samme vis er der under den højeste del af huset skåret en pæn luns af bygningskroppen for at fremme udsigten for naboejendommen til venstre.

jagtvej171_3.jpg

Højden generer

Trods arkitekternes intentioner, ser de elleve etager på Vibenshus alligevel ud til at være blevet det seneste offer for den efterhånden berygtede lokale modvilje mod høje huse i København.

Et tilbagevendende punkt i borgerkritikken har nemlig været, at bygningens højde vil skabe en række skygge-, støj- og vindgener for nabohusene. Arkitekturen menes også at være ude af balance med de lavere, ældre bygninger på Jagtvej.

Casper Moltke Leth fra bygherren Aldersro Aps har dog svært ved at forstå kritikken. For eksempel hvad angår generne for nabohusene:

"Hvis der skulle bygges et traditionelt, fem etages randbyggeri, der løber langs hjørnet, ville resultatet for nabohusenes lysindtag og udsigt være langt værre end i det her projekt, hvor arkitekterne har brugt meget tid på at indtænke de omkringliggende bygninger."

Casper Moltke Leth mener også, at vindforholdene ved Vibenshus Plads, som er notorisk dårlige, ville blive bedre med det nye kontorhus, blandt andet på grund af den måde, det tilhørende grønne område skulle anlægges på.

Tilbage til start

"Vi har arbejdet i 7 år på det her projekt og synes, at det vil være synd at skrinlægge det nu. Vi vil nu få belyst helt til bunden, hvad indsigelserne er, og så komme med et nyt forslag," siger Casper Moltke Leth.

Han tilføjer, at det er ironisk, at kommunen har sat en stopper for projektet, da det var dem, der startede det:

"Oprindeligt ville vi bygge et lille kollegium, men så sagde den daværende stadsarkitekt i kommunen, at Vibenshus er den plads, hvor København åbner sig, når man kommer nordfra. Her skal ligge en særegen bygning. Det synes vi, at BIG har skabt. Nu står vi så i den ærgerlige situation, at kommunen siger nej meget sent i forløbet."

jagtvej171_2.jpg

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling