pixel

Ros til København i amerikansk cykelundersøgelse

København scorer højt på amerikansk indeks over cykelvenlige byer — men halter en smule efter på trygheden på cykelstierne.

cykler søerne

Cykelvenlige storbyer er renere, sundere, mindre ramt af trængsel og en vigtig brik i klimakampen. Derfor er det bare om at få flere bymennesker op på sadlen og ud i det blå. 

Sådan kan amerikanske PeopleForBikes' mål og mission kort opsummeres.

Bevæbnet med tunge dataark, spørgeskema og visuel formidling har de amerikanske cykelproducenters organisation siden 1999 kæmpet for at udbrede cykeltransporten i flere amerikanske byer.

De senere år har man udvidet med City Ratings — en årlig undersøgelse af byers evne til at tiltrække og tilpasse sig cyklister og deres behov. 

Hidtil har man undersøgt amerikanske og canadiske storbyer. Men i år er blikket flyttet til udlandet for at udvide palleten af best practice-løsninger og give de amerikanske byer noget at sammenligne sig med.

11 nye lande er kommet til, og selvfølgelig er Danmark iblandt. Således er København at finde helt i feltets top med en sjetteplads ud af 767 mulige. 

Listen baserer sig på kriterier, der samlet skal afdække byernes imødekommenhed for cyklisme baseret på feedback fra pendlerne, byadministrationen og offentlig tilgængeligt data.

Kriterierne er opdelt i de to hovedkategorier, network og community. Med metoden forsøger PeopleForBikes at opstille en samlet vurdering, der kan overføres til alle byer uanset størrelse, vejnet og kultur.

Generelt kommer København godt ud af undersøgelsen med en samlet score på 80 ud af 100 — lige bag de fire hollandske byer Amsterdam, Utrecht, Groningen og Zwolle, og — nok lidt mere overraskende — lille Provincetown i Massachusetts, USA, med knap 3.000 indbyggere.

I den noget isoleret beliggende by — helt ud til Atlanterhavet — er der over årene opstået en lokal tradition for cyklisme i bilens hjemland, og i dag finder man både cykelstier og -stativer i Provincetown.   

København scorer særligt højt på tilgængelighed, på cykelnettets sammenhæng og på hvor ofte cyklen hives frem som det foretrukne transportmiddel af både praktiske og rekreative grunde.

Trygheden kan blive bedre

Til gengæld halter det på tryghedsfronten. Her må vi må tage os til takke med en beskeden score på 34, som dog stadig er omtrent på niveau med vores fire hollandske konkurrenter.

Provincetown når op på 40, men generelt vurderer respondenterne i PeopleForBikes' undersøgelse, at trygheden på cykelstierne lader noget tilbage både herhjemme og i udlandet — i hvert fald hvis man ser på byerne i top ti.

Med listen håber PeopleForBikes især at identificere forbedringer, som lokalpolitikere i amerikanske byer kan iværksætte for at gøre det mere attraktivt at lade bilen stå og i stedet pedale derudad.

Af samme grund skal listen ikke ses som en balanceret gennemgang af alle verdens cykelbyer — USA er med 660 byer på listen væsentligt overrepræsenteret.

De resterende globale byer er således udvalgt som eksempler til efterfølgelse — enten fordi de som Utrecht og København længe har ligget i førertrøjen, eller fordi de som Paris har lavet mange væsentlige cykel-forbedringer på kort tid.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling