pixel

Nybyggeri vil indtage grøn plet på Indre Nørrebro

I et af byens tættest bebyggede område skal et lille grønt område med stor sandsynlighed erstattes af nybyggeri.

baggesensgade beboerhus

Selv om vi befinder os i et af byens tættest bebyggede områder — bare 100 meter fra Nørrebrogade og 350 meter fra Søerne — gøres der nu klar til at bygge nyt.

For på hjørnet af Baggesensgade og Stengade — lige overfor byens mangeårige spillested på Stengade — skal der opføres et beboerhus, hvor der i dag ligger et grønt område med en busk-omkranset boldbane og enkelte parkeringspladser.

Mange vil kende hjørnet som dét, der ligger overfor Stengades store grusparkeringsplads, hvor en husgalv i mange år har lagt væg til en grafittisk kærlighedserklæring til Palæstina.

En spytklat derfra ligger Folkets Park, og selv om vi befinder os midt på Indre Nørrebro og på en af Københavns centrale forbindelsesgader, har området et luftigt og åbent udtryk.

Mange af bygningerne er nemlig trukket tilbage fra gaden, og det giver rum til større eller mindre pladser, hvoraf mange er blevet plantet til.

Det gælder især på Stengade, hvor der er anlagt et grønt parkstrøg, der består af Stengadeparken, beboerhaver og et boldbur omkranset af i alt 14 store træer og en kraftig bøgehæk.

Skyder 15 meter i vejret

Selv om størstedelen af områdets store træer får lov til at blive — og det samme gælder de små nyttehaver, der ligger syd for området for de nye byggeplaner — så vil det nye byggeri ændre områdets udtryk markant.

For mellem træer og nyttehaver ønsker grundejeren at klemme et tre etager højt beboerhus ind i tilknytning til den almene boligafdeling 'Blågården'.

Beboerhuset bliver godt nok lavere end Blågårdens rødmurede 80'er byggeri, men kommer alligevel til at skyde op til 15 meter i vejret, helt ud til fortovet. Et lille, tilstødende ejendomskontor holder sig på én etage.

I oplægget er det nye byggeri mørkegrønt, men ifølge forslaget til den nye lokaplan må farven godt skifte, så længe det er til mørkeblå, mørkerød, brune nuancer eller træ i dets naturlige farve.

Bygningen skal udføres i træ, fiberplader eller metal — og af bæredgtighedshensyn vil begge bygninger blive opført i materialer, der gør det muligt at skille bygningerne ad og genopføre dem på ny.

Arealet mellem beboerhuset og ejendomskontoret skal udvikles til et udendørs samlingspunkt for brugerne af de to bygninger, og planen er at bænke skal give beboerne lyst til at slå sig ned.

Lokale vil beholde grøn plet

I den eksisterende plan for området er hjørnet udlagt til at være park, og der er derfor brug for at udvikle en ny lokalplan, der gør det muligt for grundejeren at bygge det ønskede beboerhus.

Planen er i høring frem til den 26. maj, hvorefter den vil blive fremlagt for politikerne. De første kritiske kommentarer fra lokalområdet er dog allerede tikket ind.

"Jeg forstår ikke, at det igen og igen er nødvendigt at lave nye byggeprojekter på Nørrebro, som for altid vil udslette de alarmerende få grønne og rekreative områder, vi endnu har tilbage i vores bydel? Hvorfor er det ikke muligt at anvende eksisterende bygninger og omdanne dem til nye formål," lyder det fra den lokale beboer, Berit.

Hans — ligeledes fra området — tilføjer:

"Især virkelig ærgerligt at fjerne boldbanen. Jeg bor i området og synes, det er så vigtigt, at vi bevarer vores fælles arealer, hvor der er plads til leg og gør byen til et rart sted at være."

Nogle vil måske også spørge, hvorfor man ikke vælger at placere det nye beboerhus på grusparkeringspladsen ved siden af frem for på områdets boldbane.

Men dén plads er reserveret til fremtidig brug, hvis man en dag skulle beslutte af udvide den kommende metrolinje til Lynetteholm til en decideret cirkellinje.

I så fald vil der formentlig skulle anlægges en metrostation på Stengade, og her vil gruspladsen altså komme i spil.

Metroselskabet har dog også kommenteret på det nuværende lokalplanforslag, hvor de gør opmærksom på, "at der er et overlap mellem den foreslåede lokalplan og placeringen af den potentielle metrostation på M5, Stengade." Og det kan potentielt give behov for at justere på bygningens placering.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

olemortennygaard
Det var ikke mere nybyggeri vi kom i fængsel for i 1980, da Byggeren, der lå på denne grund, blev ryddet af politiet. Weidekamp (S) var skurken bagved. Hvis man skal respektere disse områders voldsomme kampe, skal det være fordi det kommer områdets børn og unge til gavn og glæde. Ellers er det decideret forkasteligt.
gc4457@gmail.com
Det slutter åbenbart ikke før den sidste grønne plet er bebygget.!
tommy64nielsen_2327
Hvor bliver boldbanen flyttet hen ?

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling