Molen der blev både flot og folkelig

På en solskinsdag er nyindrettede Kvæsthuspladsen bag Skuespilhuset indtaget af hundredvis af københavnere og turister. En familie ligger på et medbragt, kviltet tæppe og leger kluddermor. Flere sidder alene eller i par og læser, og andre sidder bare på den lange bænk langs molekanten og kigger ud på havnens panoramiske underholdning.

Længere ude står en mand og to drenge og fisker. ”I går fangede vi en to kilos torsk, som vi spiste til aftensmad,” fortæller manden. I den modsatte ende på Kyssetrappens egetræstrin sidder et par og tager trappens navn meget bogstaveligt.

Siden midten af 00’erne har den flere hundrede meter lange mole været udset til at blive omdannet til en ny flot såvel som folkelig plads midt i Københavns havn – over for Operaen og Papirøen, flankeret af fadøllenes Nyhavn på den ene side og fornemme Frederiksstaden og Amalienborg på den anden.

Og efter et årti med politisk tovtrækning, midlertidig indretning og langstrakt byggeri, er det umiddelbart svært at argumentere imod, at det er lykkedes.

Prisvinder i tre dele

Hele det nye havnebyrum kaldes for nemheds skyld Ofelia Plads af ejeren Det Kongelige Teater, som driver det i tæt samspil med Skuespilhuset. Men egentlig hedder det Kvæsthusprojektet – afledt af adressen Kvæsthusbroen, der er afledt af det tidligere militærhospital i Kvæsthusgade bag Skuespilhuset.

Kvæsthusprojektet består dels af Kvæsthusmolen og Kvæsthusbassinet med Kyssetrappen lige ved siden af, og dels af et underjordisk parkeringsanlæg nede under molen. Det hele er udtænkt af tegnestuen Lundgaard & Tranberg, der også stod for Skuespilhuset, og realiseret med støtte på en halv milliard kroner fra Realdania gennem datterselskabet Kvæsthusselskabet.

Indvielsen var midt på sommeren sidste år, og oven på sin første halvsæson har den forvandlede mole allerede nået at score tre priser for arkitektur, beton og bymiljø, nemlig Foreningen Hovedstadens Forskønnelses arkitekturpris, Dansk Betons In-Situ Prisen samt Københavns Kommunes Bygningspræmiering.

Riller og tombak

Først når man står ude på molens rillede flade med vand på tre sider, fornemmer man, hvor kæmpestor den egentlig er. 13.430 m2 for at være præcis. Eller 25% større end Rådhuspladsen.

Molen består oprindeligt af opfyld fra 1800-tallet og var tidligere anløbssted for fragtskibe og færger. I dag er den dækket af et lag rillet beton, som blev ridset i lange baner med en særlig rive, inden betonen tørrede.

På den første del af molen står de gyldne, firkantede pavilloner til café og scene og til trapper og elevator ned til p-anlægget. Pavillonerne er beklædt med tombak: En legering af kobber og zink, som på kort tid patinerer til en mindre prangende rødbrun. Lundgaard & Tranberg har tidligere også brugt tombak på Tietgenkollegiet og Gyldendals hovedindgang.

Luftkastellet, der driver caféerne, har stillet 400 liggestole til rådighed, som bliver brugt flittigt. På siden af molen lægger turbåde, skonnerter og skoleskibe til kaj.

»Ofelia Plads er stor, og der kan være rigtigt mange mennesker. Det er en multifunktionel plads, hvor vi virkeligt kan mærke, at København er en havneby. Du får jo lov til at gå helt ned og nærmest stikke fødderne i vandet. Og så den belægning, de har lavet, som i den grad matcher vandet. Det er så gennemtænkt. Det kan ikke være bedre,« siger formanden for Foreningen Hovedstadens Forskønnelse Jakob Lange.

Morgenyoga og fri kysseri

»Formålet med Kvæsthusprojektet er at give borgerne i København et unikt sted i byen, hvor de kan udfolde sig både i hverdagen og i forbindelse med det arrangerede byliv. Parterne bag projektet har ikke bare efterladt et færdigt byggeri, men har faktisk dannet en forening, som har til formål at understøtte bylivet på molen med offentligt tilgængelige, kulturelle arrangementer året igennem,« siger Ole Bach, direktør for Kvæsthusselskabet.

Foreningen Ofelia Plads har Realdania, Det Kongelige Teater og p-kælder-operatøren Jeudan som medlemmer og har netop offenliggjort programmet for den første fulde sommer-sæson på pladsen – blandt andet med morgenyoga, fredagskoncerter og DM i Kajakpolo. Både arrangører og københavnere har haft tid til at afprøve forskellige events i molens første, halve sæson og med det midlertidige byrumseksperiment Ofelia Beach, der stod på i tre år inden byggeriet.

Når nu Kvæsthuspladsen skal være alle københavneres havneplads, er Det Kongelige Teater blevet kritiseret for at have udlejet noget af det offentlige areal til tilstødende Scandic Hotel, som derfor har ret til at smide folk væk fra sin udeservering. Det er dog kun en tredjedel af Kyssetrappens øverste, plane flade, hvor der kan stå stole, der er privatiseret, forklarer Ole Bach. Resten af fladen og de brede trappetrin ned mod bassinet er helt offentlige.

P-anlæg med natklubstemning

Under molen og helt ned til kalken i Københavns undergrund er parkeringsanlæget gravet ud i tre etager med plads til 500 parkerede biler. Anlægget er i sig selv tænkt som et byrum og indrettet, så der kan afholdes større events dernede. Gennem loftets runde glassten strømmer naturligt ovenlys ned, og effektlys langs betonmuren får nærmest p-anlægget til at ligne en natklub eller et kunstgalleri.

»Hensigten var, at parkeringsanlægget skulle bygges i en høj kvalitet. Der er for eksempel kun én stribe søjler ned i midten for at gøre det lyst, venligt og åbent. Oftest ser du to-tre rækker søjler for at gøre det billigere,« forklarer Ole Bach.

»Det er første gang, jeg har været i et parkeringshus, jeg kunne holde ud at være i. Man kan faktisk føre en samtale dernede, og der er et dejligt lys. Det er simpelthen så gennemført,« supplerer Jakob Lange fra Hovedstadens Forskønnelse.

Det var ellers p-anlægget, der var i vejen, da Realdania først præsenterede Kvæsthusprojektet for Københavns Kommune, og et politisk flertal endte med at afvise projektet i 2007. Først i 2010 blødte kommunen op over for idéen igen. En ny bro over til Holmen var også med i de første forslag, men den plan blev forpurret af Mærsk, som ikke ønskede sådan en forbindelse lige foran sin opera og i stedet skænkede byen Inderhavnsbroen på den anden side af Nyhavn.

Sankt Annæ Plads er blevet en plads

Da kommunen endelig gik med til de 500 underjordiske parkeringspladser, skulle der nedlægges et tilsvarende antal p-pladser i nærområdet, og man besluttede at få renoveret Sankt Annæ Plads, som løber fra Ofelia Plads op til Bredgade, i samme snuptag.

Sankt Annæ Plads med de statelige hvide huse og de sirligt snorlige rækker af lindetræer er fra 1750erne og ligger vinkelret på molen og havnekanten. I dag er smedejernsgitteret faldet, vejbanen er indsnævret til tre meter og har fået vejbump, fortovene har lagt sig ud til seks meter, og caféerne er rykket udenfor.

Også den grønne stribe i midten er bredere, og der er plantet blå krokus i lange bånd, der følger den formelle, symmetriske linje. Mellem staudebedene er der petanquebaner, hængekøjer og en klatreskulptur af kunstneren Eva Koch. Statuerne af blandt andre C. F. Tietgen, Herman Bang og Franklin D Roosevelt står der stadig og har nu fået selskab af en masse legesyge københavnere og glade turister.

»Det har været ønsket at gøre Sankt Annæ Plads til en plads frem for en trafikåre, som det var tidligere. Nu opholder folk sig næsten hvor som helst, og de kan gå på tværs af den, som man kan på pladser. Det kunne man ikke tidligere, fordi der var hegn og parkerede biler,« siger Ole Bach, også direktør for Sankt Annæ Selskabet, der hører under Kvæsthusselskabet.

Landskabsarkitekter på Sankt Anna Projektet har været Schønherr med Lundgaard & Tranberg stadig med på sidelinien.

Den renoverede plads, der nu er en plads, er samtidig blevet skybrudssikret til en 100-årsregn med forsænkede haveanlæg og underjordiske rør, der kan lede regnvandet ud i havnen – og modtog også en af Københavns Kommunes bygningspræmieringer i år.