pixel

Læskende lykke på en pind

I en lille sidegade på Østerbo laver Olufs Is italienske ispinde, der smager som lyse danske sommernætter.

kbh magasin

Fakta

Olufs Is

Olufsvej 6, Kbh Ø

Man-fre: 13-20
Lør-sønd: 11-20

Ispindene fås i størrelserne small, medium, large og x-large.

Du kan altid se dagens is hos Olufs Is på Facebook, Twitter og Instagram.

Når man slentrer ned ad Olufsgade en solskinsdag, kan man godt føle sig hensat til en italiensk landsby – alle husene er malet i stærke pastelfarver, lige til at spise. Det virker derfor helt oplagt, at det er her, man finder Olufs Is, der har specialiseret sig i gelato su stecco, italienske ispinde.

I det lille butikslokale ved hjørnet til Østerbrogade finder du en montre med ispinde i alle regnbuens farver med smag af alt fra havtorn til kærlighedsfrugt. På anbefaling sætter magKBH tænderne i en postkasserød jordbærsorbet dyppet i mørk chokolade, en af butikkens mest populære is. Den består ganske enkelt af sidste års jordbærhøst tilsat en smule sukker. Og smagen er derefter: Som lykke og lyse nætter.

»Less is more – det er hele grundstammen. Og generelt vil folk jo gerne tilbage til den gamle smag. De vil gerne have, det smager af jordbær – det skal ikke smage af andet,« siger den daglige leder Karsten Christoffersen.

reneeraijmaekers_olufs_7_.jpg

Ramsløg, mælkebøtter og chokolade

Alle isene produceres i baglokalet, og montren er tom flere gange i løbet af en dag. Selvom det på mange måder er en lille fabrik, er Olufs ispinde først og fremmest en kontrast til det masseproducerede, og hver dag udtænker holdet en ny limited edition dagens is.

»Det er blevet så populært, så folk nogle gange ringer ned og booker deres is for at sikre sig, at de kan få den, for der bliver kun lavet 24 af dem,« fortæller Karsten Christoffersen.

Selve isproduktionen er en legende og opfindsom proces, og der er altid mange forskellige råvarer på lager, så Karsten Christoffersen og Mikael Danvad, som står for isproduktionen, kan følge deres impulser og ideer. Det har blandt andet resulteret i en is med ramsløg og mælkebøtter, overtrukket med mælkechokolade – helt i tidens ånd:

»Der er jo italiensk inspireret, men vi har nok også prøvet at gøre det lidt nordisk ved at bruge nogle krydderurter og andre ting, som de ikke bruger på samme måde,« forklarer Karsten.

reneeraijmaekers_olufs_14_.jpgreneeraijmaekers_olufs_5_.jpg

Stilren retro

Olufs Is er på flere måder et retro-projekt, der søger tilbage til rødderne – både når det gælder smag, design og produktion. Lige så farverige som isene er, ligeså enkelt og stilrent er butikkens ydre, der er holdt i sort, hvid og rød maling på den cremefarvede facade. Et stribet metalskilt vajer foran døren, og et logo på gavlen med en stor, stiliseret ispind står som et nutidigt ekko af den falmede bilreklame oven over.

Det grafiske udtryk er skabt af Per Toftager, der var med til at starte butikken sidste år under navnet Hviids Is. Siden er den anden initiativager, Peter Hviid, gået fra projektet, og butikken har taget navn efter den idylliske gade.

reneeraijmaekers_olufs_3_.jpgreneeraijmaekers_olufs_1_.jpg

Glade skånske køer

En del af råvarerne kommer fra butikkens egen kolonihave med rabarber og frugttræer. Men hovedsageligt leveres frugten som pureer fra det franske firma Boiron – de samme, som La Glace bruger. Olufs Is laver mange sorbetvarianter af både frugt og grønt (der er en tomatis under opsejling!), blandt andet for at imødekomme kunder med mælkeallergi. Men den klassiske, fedtfattige gelato har naturligvis mælk som hovedingrediens, og her er intet overladt til tilfældighederne:

»Vores mælk og fløde får vi fra en gård lige over broen i Sverige. De producerer deres egen varme, køling og el. Fra køerne bliver malket er der 15 meter over til mejeriet, og køerne kan hele året gå ind og ud og have det godt,« fortæller Karsten Christoffersen.

Selvom den lille ispinde-bar er fyldt til bristepunktet med lækkersultne kunder, da magKBH er på besøg, er der ikke planer om udvidelse, for holdet bag Olufs Is vil ikke miste følingen med hverken smag, æstetik eller koncept.

»Vi laver det, vi føler for hver dag – vi skal have kærlighed med i tingene,« siger Karsten Christoffersen.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer pr. 7. juni 2019 adgang til langt størstedelen vores indhold.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive medlem. Medlemskaber starter ved kun 29 kroner om måneden, men de gør hele forskellen for os, og giver adgang for dig.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

  • Byens Liv
  • København
Hos Istid i Jægersborggade lynfryses din iscreme for øjnene af dig med flydende nitrogen.
  • Byens Liv
  • København
Seks retro-isvogne fra Jacob & Jakob Icecream vil lægge København ned med smag.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Valby
Et indendørs mødested for både voksne og børn — dét mangler i mange af Københavns bydele, mener SquareOne Arkitekter.
læservision
Valby
Klubber og foreninger i Valby Idrætspark har en ambitiøs vision om at lave området til en hel idrætsby.

seneste
byens liv