pixel

Østerport II er et orange badeværelse

KOMMENTAR: Politisk blev det krævet, at en ny bygning ved Østerport Station blev 'gemt' ved at mime naboens kulør. Det gjorde Østerport II til den skuffelse, den er.

østerport II facade lokalplan

“Jeg har ramt lidt skævt her. Men hvis du finder en orange, der matcher, så kommer det til at spille,” sagde han til mig.

“Mmmm, helt sikkert,” tænkte jeg, mens jeg stod og nikkede høfligt anerkendende. 

Vi stod i et to kvadratmeter stort badeværelse på ydre i Østerbro i starten af 90’erne. Manden der talte var ejer af den andelslejlighed, jeg gerne ville købe af ham — min første bolig væk fra barndomhjemmet. 

Prisen for andelen kunne skrives med fem cifre, så jeg var ikke den eneste, der gerne ville havde de 70 kvadratmeter at bo i. 

Derfor bød jeg 25.000 ekstra af børneopsparingen for, at det 15 år gamle Gram-køleskab i køkkenet kunne følge med i købet. Og så blev lejligheden min. Det var sådan, man fik sig en andelslejlighed, dengang andelskronen var låst.

Hvor ejeren mente, han havde ramt lidt skævt, var med den laksefarvede maling der prydede væggen over badeværelsets fliser. Skillelinjen løb ved omkring halvanden meters højde. Under den: Silvans billigste 'marmorfliser' i orange. Over den: vægmaling i en sart laksepink.

Hvis jeg bare skiftede den laksefarvede maling ud med en orange i samme nuance som fliserne, så ville badeværelset stå lige som det skulle. Så ville det matche.

Mente han, altså. 

Indeni var mit æstetiske referencesystem helt ved at kortslutte — opvokset, som jeg var, mellem hvide, vandskurede vægge og Wegner-møbler.

Knækket hvid

Da jeg et par måneder senere rykkede ind i min nye lejlighed med 20 liter knækket hvid fra Flügger, var væggene over badeværelsesfliserne de første, der kom under rullen.

En times tid senere kunne jeg stå i gangen og kigge ind i det lille badeværelse med en ikke ubetydelig katarsis. 

Det var stadig nogle af de absolut grimmeste badeværelsesfliser, jeg nogensinde havde set. Men det havde hjulpet gevaldigt med den hvide maling der nu fyldte væggene over dem i stedet for den laksefarvede.

I stedet for en selvudviskende, fad vælling var det nu som om, badeværelset turde stå ved sig selv. Der var kontrast nu: Fliserne nederst havde én farve. Væggene og loftet over dem en anden.

Der var ikke længere noget, der forsøgte at mime noget andet — og den neutrale hvide fik på magisk vis begge halvdele af badeværelset til at tage sig bedre ud.   

Afstemt og mimet

Da jeg omkring 25 år senere for første gang læste lokalplanen for Østerport II, kom jeg til at tænke på mit 90’er-badeværelse på Østerbro.

Sætningen der sendte mig tilbage til den sommerdag, hvor solen strålede ind af de åbne vinduer, mens jeg med min pensel i hånden hørte ‘Losing My Religion’ på mit NAD-anlæg, var denne:  

”Facader skal holdes i en overvejende rødbrun farve, der skal fremstå afstemt i forhold til stationsbygningen på Østerport Station og Den Svenske Kirke.”
 
"Afstemt"! Københavns Kommune stillede som krav til byggeriet af en ny kontorbygning ved navn Østerport II, at den skulle mime farverne på sine naboer. Ja, kommunen kaldte det godt nok “afstemt”, men betydningen var, at farven skulle mimes.

Guderne skal vide, at det ikke er det nemmeste sted i verden at bygge. Der er kun én nabo tæt på, og det er en interimistisk træstruktur fra 1897, der blev opført til at stå alene uden naboer. Ja, Østerport Station blev bygget som en midlertidig bygning i landlige omgivelser på Københavns gamle voldterræn. 

Men at "afstemme" det nye byggeri gennem farven på facaden lød som en badeværelses-løsning: At udviske begge halvdele af helet ved at lade dem gemme sig i hinanden.  

Marmor og laks

Det triste butikscenter i beton, som det nye Østerport II skulle træde i stedet for, vil ikke blive savnet.

Men nu hvor afløseren står klar med sine endelige facadeplader, står det ligeså klart, at "afstemningen" er en del af problemet.     

Som på mit gamle badeværelse er den største æstetiske knast ved Østerport, at man ikke har fået skabt noget, der er sit eget. I stedet blev Østerport II bestilt til at mime sin nabo — på trods af at den i sit væsen nødvendigvis ville være helt forskellig.

Et formsprog fra det 21. århundrede er vokset op ved siden af et helt andet fra det 19. århundrede. Men samtidig blev der stillet politisk krav om, at det nye skulle forsøge at gemme sig selv bag en kulør, der var “afstemt” sin meget ældre nabo. 

I stedet for at fokusere på at få god arkitektur, fokuserede man på at kreere noget der kunne skjule sig. Men store byggerier kan aldrig skjule sig. De er nødt til at få lov at tale. Men det gør dette ikke. 

Østerport Station er marmorfliserne. Østerport II blev den laksemalede væg ved siden af.

Darth Vader

Da Østerport II i flere måneder stod uden sine brunlige facadeplader, viste den essensen af sin arkitektur nedenunder: 60’er inspirerede, lange bånd af vinduer lagt i lag mellem hvide facadebånd. 

‘Darth Vaders kommandobro’ var et af mange tilnavne det fik i den periode. ‘En grundstødt Oslo-færge’ et andet.

I Østerport II’s tilfælde vil det tydeligvis ikke være nok at fjerne den rødbrune facade og erstatte med en knækket hvid fra Flügger. Det kan bygningens arkitektur slet ikke bære. At den nu er hvisket væk — så godt som det er muligt — er trods alt det mindst ringe udfald på kommandobroen.

Men næste gang man har udfordringen med nyt og gammelt, kan de københavnske politikere med fordel fokusere på at få væsensforskellige byggerier til at komplementere hinanden i stedet for at søge at få dem til at flyde sammen: Hensynsfyld kontrast i stedet for sammenflydt vælling.

Nyt skal have lov at være nyt og stå frem for sig selv — så længe det også respekterer sin kontekst. Dét vinder begge dele ved.

Stolt og diskret på samme tid

Et fint eksempel på dét kan man nu finde på Ny Østergade i Middelalderbyen, hvor et boligbyggeri anno 2021 har lagt sig ind midt mellem 17- og 1800-tals byggeri.

Det nye byggeri har noget umiskendeligt moderne over sig, men samtidig er der nyklassisictiske træk. 

På samme tid tør det skyde brystet lidt frem og holder sig diskret tilbage, så det eksisterende fortsat spiller hovedrollen. Den neutrale, hvide facade lader kuløren på det omkringliggende tage scenen, samtidig med at det nye byggeri helt tydeligt er sit eget.

I Ny Østergade er kvarterets gamle bygninger marmorfliserne på badeværelset. Det nye boligbyggeri er blevet den hvide væg der komplementerer dem, samtidig med at det selv står som en tydelig kontrast. 

Var konceptet Østerport II blevet overført til Ny Østergade, havde der nu i stedet stået en betonskal halvt gemt væk bag acrylplader med gule og røde prikker på.

Det blev det heldigvis ikke.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

relaterede
artikler

Københavns stadsarkitekt mener, at lokalplanen for det udskældte byggeri Østerport II var 'for løs'. Men hvad kan en lokalplan egentlig regulere? Og hvordan gik det til, at planen for Østerport II blev godkendt?

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling