pixel

P-plads midt i industri bliver til boliger

Tæt ved Kløvermarken er industriområde udset til at blive en del af "byen", uden at der er sket så meget — men det gør der nu.

Jenagade, nybyggeri, P-plads

I dag er Jenagade 22 primært en stor P-plads.

Omkring den står kontorbyggeri af den lidt ubestemmelige slags, som særligt blev rejst i 1960'erne og 70'erne — iblandet lidt at det som nogen gange kaldes "småindustri": 1-etages bygninger med flade tage, som har set bedre dage.

Men med den tiltagende udvikling af det nordøstlige Amager, er forandringer nu også på vej til dette hjørne af byen — blot 350 meter fra Kløvermarkens sydligste hjørne.

Et nyt boligbyggeri på Jenagade 22 vil rumme i alt 27 boliger fordelt i en 4-etager høj vinkelbygning, der lukker det meste af det "hul", som parkeringpladsen i dag udgør ud mod gaden.

Og formsproget er et noget andet end i de nærmeste omgivelser.

Modsat naboerne vil det nye boligbyggeri nemlig ikke blive udstyret med et fladt tag, men et mere klassisk "mansardtag", som er en slags "knækket" saddeltag, hvor den nederste del er stejlere end den øverste.

På dén måde kan man bedre udnytte tagetagen, hvilket da også planen på Jenagade, hvor karnapper vil gennembryde taget for yderligere at skabe plads øverst oppe.

Industri skal være blandet

Beklædninger med brune og røde teglsten dominerer meget af det københavnske nybyggeri, men det nye byggeri blot 200 meter fra den nyåbnede Nordøstamager Skole på Holmbladsgade går i en lidt anden retning.

Her vil facaden nemlig blive beklædt med 'lyse' teglsten, der skal danne en kontrast til det mørkere tag i tagpap.

Under byggeriet skal være en lille P-kælder med plads til 12 biler, så ved siden af byggeriet er gjort plads til en lille rampe.

Siden 2012 har en lokalplan for området skitseret, at det industrielt prægede kvarter skal kunne omdannes til mere alsidig brug — som fx boliger.

Indtil videre er det dog relativt begrænset, hvad der er sket i det allernærmeste nabolag. Ud over den nye skole på Holmbladsgade er der dog nu gang i et nyt byggeri om hjørnet, der bl.a. andet skal lægge kvadratmeter til et lægehus og en judo-klub — ligesom et ældre industribyggeri lige ved siden af er blevet renoveret og nu bruges af Mærsk til kontorer.

Men som godtfolk trækker godtfolk til, har byggeprojekter det også med at sætte gang i flere i nærheden. Så Jenagade 22 kan meget vel ende med at sparke yderligere til den urbane aktivitet og fortsætte den lokale transformation fra industri til integreret storbykvarter.

Dét er en udvikling, der altså allerede er godt i gang i de tilstødende kvarterer.

70 meter væk — på den anden side af Strandlodsvej — har et helt nyt boligkvarter rejst sig over det sidste tiår. Og dén udvikling fortsætter netop nu ved Lindgreens Allé, der er Jenagades forlængelse.

Lidt længere mod Øresund — ved 'Amagerbanen Nord' — er der også fuld gang i opførelsen af et nyt kvarter. Og så er der planer for Laplandsgade-kvarteret, der — lyder planen — skal komme til at emme af både det kaotiske og fortættede.

De Linde + Danielsen

Det er Christianshavner-firmaet Danielsen Architecture, der har slået stregerne til det nye boligbyggeri på Jenagade — ligesom de har gjort til flere andre københavnske byggerier.

Tegnestuen er ikke ubekendt med byggeri på gamle industrigrunde — i 2021 stod de f.eks. bag IT-firmaet Vismas nye hovedkvarter på Carlsberg. Men de har også designet til mere jomfrueligt land — som f.eks. en boligblok med ikke mindre end 241 lejligheder i Ørestad.

Checkhæftet der betaler for Jenagade 22 ligger i lommerne på den aarhusianske byggematador Mogens de Linde.

Firmaet er netop nu ved at lægge sidste hånd på et stort, tredelt byggeri i forbindelse med det historiske Kuglegården på Holmen. Men man har altså også fundet tid til en lidt mere diskret efternøler på Jenagade på Amager.

De Linde er ellers mest kendt for at restaurere og bygge nænsomt i historiske omgivelser. Ældre ejendomme som stations- og industribygninger er blandt deres speciale — et nyligt eksempel finder man i det renoverede Arne Jacobsen-byggeri på Frederiksberg der tidligere husede Novos hovedkontor (i dag Novo Nordisk).

Det nye byggeri på Jenagade er p.t. i en såkaldt 'nabohøring', men embedsværket i Københavns Kommune mener i det store og hele, at det holder sig inden for den gældende lokalplans rammer.

Så med mindre der kommer massive protester, kan man forvente, at det inden så længe vil rejse sig mere eller mindre som planlagt.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling