pixel

Blå kys over Valby

Ved Langgade Station er Søren Ulrik Thomsens københavnerpoesi blevet bøjet i neon.

søren ulrik thomsen lysdigt

På vej hen for at mødes med Søren Ulrik Thomsen stopper jeg op ved Hovedbanen og tager et billede. Byen er simpelthen for smuk til at lade være. Det regner, tungt, og på cykelstien har en rende af vand samlet sig. Byens lys spejler sig i pytten, røde og blå blink af neon og billygter.

Kort
regn søvn blå kys

Det kunne næsten ikke være mere passende, for anledningen til Magasinet KBHs møde med den kendte københavner-digter er en lysinstallation på Herman Bangs Plads i Valby, hvor et af Thomsens digte fra 1982 er bøjet i neon. Og København en regnvåd vinteraften kunne meget vel være illustrationen til den simple tekst:

regn søvn blå kys           regnhånd lyskys lys seng vand hånd        vandlys blåseng regn søvn blå kys           søvnblå kysregn lys seng vand hånd        lyshånd vandsøvn

Digteren viser sig også at være begejstret over vejret, og han fortæller, hvor meget smukt lysdigtet tager sig ud, når det spejler sig i regndråberne. Vi tager S-toget fra Nørreport til Valby. Det er Søren Ulrik Thomsens eget forslag, for på den måde får man den helt rigtige oplevelse af digtet, som bevidst er placeret midt i et knudepunkt ved Langgade Station:

»Det er et af de ganske få steder i København, hvor S-toget bliver til en højbane, så man er lige i øjenhøjde med digtet, når man kommer kørende. Det er virkelig flot, når man ser det oppe fra perronen. Digtet tænder med gadebelysningen og slukker 22.30, og så tænder det klokken seks om morgenen igen, så folk der kommer på arbejde også kan se det,« forklarer Søren Ulrik Thomsen.

Skrivemaskineskrift bøjet i neon

Man kan se digtet allerede før, toget ruller ind på stationen. Det er placeret øverst på en todelt gavl, der tilhører Valby Andelsboligforening, og digtets ord tænder ét for ét med en langsomhed, der står i kontrast til både tog og biler. Bogstaverne lyser hvidt undtagen ordet "blå", der – selvfølgelig – har fået en blå farve. Alle ord er sat med skrivemaskinefonten Courier, tilpasset de svungne neonrør af grafiker Rasmus Koch. Skriften er valgt fordi den er hverdagsagtig, forklarer digteren, ligesom pladsen omkring Langgade Station:

»Der er noget helt særligt ved det sted, og det er, at det ligner København som København så ud i 70’erne. Gentrificeringen er bare ikke nået dertil. Og det gør noget godt for digtet. Hvis det havde været længere inde i byen, så ville man med det samme aflæse det som et kunstværk, fordi der er så meget andet kunst, men herude får det lov at blive en andethed i forhold til den meget hverdagsagtige stemning, der er: Der er en brugsforening, et værtshus, en grillbar,« opremser han.

Når alle ordene er tændt, står digtet og lyser i sin helhed, før det igen opsluges af mørket. Et øjeblik er der ingen ord at se, men så lyser det igen deroppefra. Denne gang er det kun nogle af ordene, der lyser op – forskellige ord, afhængig af, hvornår man kommer ind i den cirka 8 minutter lange sekvens: ”regn/kys/regn/kys/regn/kys/regnhånd,” kan der for eksempel stå. Digtet skriver hele tiden sig selv på nye måder.

København i regnvejr siden 1981

Søren Ulrik Thomsen er kendt som et af de største navne fra den gruppe af danske digtere, der i firserne lod sig inspirere af storbyens indtryk. De skrev med en romantisk længsel om lys, trafik, kærlighed og værtshuse. Særligt samlingen 'City Slang' (1981) er et klassisk eksempel på Thomsens bypoesi, og den kan man faktisk også læse uddrag fra på en københavnsk gavl, nemlig ved Enghave Station. Selvom digtet i Valby måske ikke på overfladen handler om hovedstaden, fanger ordene ifølge Thomsen alligevel en stemning, der knytter sig til byen og natten:

»Jeg vil tro de otte ord nærmest er en slags indeks til den poesi, jeg skrev dengang. Det er ord, som optræder hyppigt i digtene. Regn optræder stadig, det har ligesom været det mest konstante ord i mine digte i alle årene. Det har ikke været opholdsvejr mange gange siden 1981,« fortæller Søren Ulrik Thomsen.

Digtets regnvåde stemning og valget af de disede neonlys antyder, at det København Søren Ulrik Thomsen holder af, er København by night – byen, når den ligner en film noir, byen med alle dens skyggesider og mærkelige karakterer. Den blå farve er også melankoliens. Og det er ikke tilfældigt, at digtet hænger på en murstensgavl, frem for på en facade af glas og metal. Man skal kunne se på en storby, at den er slidt, fordi den har været i brug:

»Der er noget menneskeligt ved at se, at der har været nogen her før mig: Jeg er ikke det første menneske i den her by, og jeg bliver heller ikke den sidste, og det her hus er ret ramponeret, ligesom jeg selv er efterhånden. Det bliver lidt uhyggeligt, hvis alting er state of the art 2014,« mener Søren Ulrik Thomsen.

Fakta

'regn søvn blå kys'

Herman Bangs Plads, 2500 Valby

En lysinstallation af et digt af Søren Ulrik Thomsen.

Neondigtet hænger på Valby Andelsboligforenings gavl, men ejes og vedligeholdes af Københavns Kommune.

Finansieret af Statens Kunstfond og Områdefornyelsen Gl. Valby.

Som led i områdefornyelsen er der i projektet Valby Fortællinger planlagt endnu to litterære gavle med tekster af henholdsvis Eva Tind og Morten Søndergaard. Søndergaards værk indvies ved Valby Gadekær i foråret 2015, læs mere om Valby Fortællinger.

Søren Ulrik Thomsen

Dansk poet, født 1956.

Storbyen generelt og København i særdeleshed optræder igennem hele Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, blandt andet i debutsamlingen 'City Slang' (1981) og senere i fotobogen 'København con amore' (2006), hvor han sammen med Jokum Rhode fotograferede byens gamle og mærkværdige butiksfacader.

Digtet i lysinstallationen med de otte ord og de otte komposita (sammensatte ord), stammer fra digtsamlingen 'Ukendt under samme måne' (1982).

Den sande storby er trafikeret

Lysdigtet er blevet til som del af Områdefornyelsen Gl. Valby, der meget passende har kontorer ved netop Langgade Station, og der er flere litterære gavle på vej i området: En af Eva Tind og en af Morten Søndergaard, der åbner til foråret 2015. Selvom Søren Ulrik Thomsen føler en vis nostalgisk tilknytning til det gamle København, er han da også mindst lige så interesseret i, hvordan hans tekster og erfaringer kan påvirke byens udvikling fremover. For København skal helst blive ved med at være en storby:

»Der er et enormt begær efter storby. Det var der jo ikke i 70’erne, der flyttede folk væk fra København, og de dæmoniserede storbyen, den var så trist og så videre. Men hvis man vil have en rigtig storbystemning, så er der nogle betingelser, der skal være opfyldt. Blandt andet skal der kunne bo mennesker med beskedne indtægter, for det er en vigtig del af storbyen, at der er mange forskellige socialgrupper, der går op ad hinanden. Hvis det hele bliver et stort middelklassekvarter, så forsvinder der en storbykvalitet. En anden ting, som min nostalgi kan bringe mig på sporet af, er, at hvis det skal være en rigtig storby, så skal der være trafik. Det nytter ikke noget at sige, at vi kun må færdes med cykler og barnevogne,« siger Søren Ulrik Thomsen.

Cykler og barnevogne er der på Valby Langgade, men der er også biler og busser og S-tog – der er faktisk trafik i flere etager. Og nu er der også et neondigt, der lyser ud i regnen og gør byen lidt mere blå:

»Det er selvfølgelig en storslået tanke for mig, at et af mine digte, nu selv er en del af dén by, som har inspireret dem så meget,« siger Søren Ulrik Thomsen.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling