Drømmegavlen ved gadekæret

På en gavl i Valby skaber 117 selvlysende fremtidsdrømme Danmarks største digt.

drømmegavlen morten søndergaard

”Jeg drømmer om Hansi Hinterseer”, ”Jeg drømmer om en sikker fremtid for mine børn”, ”Jeg drømmer om rabarberkage i solen”, står der nu indprentet i den massive gavl på Boligforeningen Gadekærvej i Valby. Udsagn, der udtrykker betonbygningens egne beboeres inderste tanker og drømme for fremtiden. Store som små, fra både børn og voksne.

Drømmegavlen hedder kunstværket, udtænkt af digteren, lydkunstneren og forfatteren Morten Søndergaard. De udstansede ord sat på 117 forskellige drømme dækker mere end 600 kvadratmeter og forvandler dermed den grå gavl ved storbyhaven Valby Gadekær til Danmarks største digt.

»For mig var det meget sjovere, at kunstværket angik beboerne selv og ikke mig, så de kunne få ejerskab over værket,« siger Morten Søndergaard.

Forhåbentlig noget andet end forventet

Den finurlige blanding af udsagn, der både kan få én til at trække på smilebåndet eller fortabe sig i dybe tanker, håber Morten Søndergaard vil få folk til at undre sig og stoppe op.

»Kunst er en sprække, som folk kan kigge igennem og få øje på noget nyt. Vi er så vant til, at gavle er kommercielle, at der hænger én eller anden reklame på dem. Det her er forhåbentlig noget andet, end folk forventer. Kunst skal kunne få os til at se det, vi kender, på en ny måde, så vi undres og overraskes og drømmer på en ny måde. Jeg opdager for eksempel hele tiden nye drømme, når jeg kigger på værket. Det håber jeg også, at folk vil gøre,« siger Morten Søndergaard.

Kort
Drømmegavlen

Som to gavle i én

Alle bogstaverne i Drømmegavlen er stanset ud af store aluminiumsplader, som er monteret 10 centimeter fra muren for at skabe et spil mellem skygge og lys, der gør gavlen levende. På muren er der installeret lamper, som lyser hele digtet op, når mørket falder på ved storbyhaven.

»Der er to gavle på bygningen nu, én gavl om dagen og en anden om aftenen. Om dagen, når sollyset falder på, kan det være svært at se, hvad der står, og man skal helt tæt på for at tyde ordene. Om aftenen er der lys på gavlen, og drømmene står tydeligt frem. Det giver to vidt forskellige udtryk,« siger Morten Søndergaard.

»Når lyset er på om aftenen, ligner bogstaverne vinduer, og det ser ud som om, der er nogen hjemme. Man føler sig velkommen, og det skaber tryghed.«

Drømme går i opfyldelse

Drømmegavlen er lige som omgivelserne ved Valby Gadekær en del af den omfattende områdefornyelse, der har været i gang de seneste seks år i Gl. Valby-området. Og det andet af tre nye kunstgavlsprojekter i bydelen støttet af Statens Kunstfond. Det første var Søren Ulrik Thomsens neon-digt 'Regn søvn blå kys', som sidder over Herman Bangs Plads, og til efteråret bliver en hyldest til Valbys stumfilms-starlet Asta Nielsen af billedkunstneren Eva Tind installeret på hjørnet af Søndre Fasanvej og Valby Langgade.

Fakta

Drømmegavlen

Valby Gadekær, Valby

Et gavludsmykkende digt af Morten Søndergaard og beboerne i Boligforeningen Gadekærvej.

Finansieret af Statens Kunstfond og Områdefornyelsen Gl. Valby.

Projektet har været grænseoverskridende for Morten Søndergaard, der, som han selv siger, er vant til at sidde bag et skrivebord og skrive sine egne tanker ned på papir. Men det er blevet godt modtaget, at han denne gang har valgt at inddrage andre mennesker i sin kunst.

»Når man bevæger sig ud i det offentlige rum, er det med bankende hjerte, for vil folk kunne lide det, man præsenterer for dem? Når jeg er ude at besøge området i dag, ser jeg folk, der stopper op og står og læser og betragter værket i lang tid, og det var præcis min egen drøm med Drømmegavlen.«

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

Vi hopper lige til sagen: På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Alle kan læse vores indhold, og sådan ser vi det helst fortsætte. Men vi er et lille foretagende, og der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin.

Vi kan kun overleve med støtte fra vores læsere.

Hvis du har glæde af Magasinet KBH, så håber vi meget, at du vil blive støttemedlem. Medlemskaber starter ved kun 20 kroner om måneden — mindre end prisen på en kop kaffe. Men de gør hele forskellen.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et lidt større medlemskab.

Mest læste

Li’ KBH

kommentarer

relaterede
artikler

  • Byens Rum
  • Valby
Ved Langgade Station er Søren Ulrik Thomsens københavnerpoesi blevet bøjet i neon.

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Opmærksomhed og debat giver bedre by

Støt Magasinet KBH – fra kun 20,-/md.