pixel

15-etager WTC center går i jorden

Et 15-etager højhus skal snart fordoble World Trade Center i Ballerups kapacitet. Byggeriet begynder denne sommer.

Ballerup, højhus, arkitema

Selvom Ballerup Kommune i noget tid har været lidt af en magnet for små og store virksomheder, rimer ordet 'World Trade Center' og 'Ballerup' måske ikke helt på hinanden.

Men det gør det nu alligevel, for erhvervshuset World Trade Center i netop Ballerup rummer allerede i dag knap 20.000 m2 kontorareal — midt i et af kommunens store erhvervsområder.

Ikke færre end 110 virksomheder og klinikker gør i dag brug af erhvervsejendommen, som er den eneste afdeling af den 52 år gamle organisation i Danmark, men som på verdensplan tæller over 300 World Trade Centre fordelt i omkring 100 lande.

Faktisk er populariteten i Ballerup blevet så stor, at pladsen er blevet for trang. Gennem flere år har Kongeegen A/S og NRE Denmark derfor haft en mulig udvidelse i form af et 15 etagers højhus i støbeskeen. Og nu ser der ud til at ske noget.

Byggestart denne sommer

Skal man tro hovedinvestorens egne ord, er udvidelsen nemlig lige på trapperne.

»Vi er på vej i jorden netop nu, og i slut juli og begyndelsen af august graver vi for alvor ud til projektet. Så det buldrer derudad efter sommerferien«, lyder det således fra direktør Ib Henrik Rønje til branchemediet Ejendomswatch. 

Det nye højhus bliver bygget ud mod vejen Borupvang og får direkte passage til det eksisterende WTC Ballerups lounge. Ved siden af opføres et nyt P-hus med plads til mere end 400 biler.

Foruden kontorer får højhuset plads til hotellejligheder, der sammen med udvidelsen skal styrke hele kompleksets rolle som konferencecenter og et center for international handel og samarbejde.

I en tid med geopolitiske spændinger — og et usikkert aktie- og boligmarked — kan en højhus-udvidelse umiddelbart lyde risikabel.

Men ifølge Ib Henrik Rønje sikrer kontrakterne, at der er styr på byggeomkostningerne, og han "er overbevist om, at dem, der skal gøre det for os, har rygdækning til at udføre arbejdet", som det lyder i artiklen fra Ejendomswatch. 

Særligt slanke altaner

Det kommende højhus opføres af hovedentreprenøren NRE, mens arkitekterne hos Arkitema har fået æren at tegne Ballerups kommende højeste hus.

Det firkantede tårn vil med en hvidpudset facade arkitektonisk slutte sig til det eksisterende WTC Ballerup. Store, afrundede altaner på hjørnerne af bygningen vil give en anelse organisk formgivning til det ellers kantede tårn, og her gemmer sig en særlig detalje. 

Altanerne bliver nemlig konstrueret i en særlig ultra-højstyrkebeton kaldet UHPC, som skal give et slankt og minimalistisk udtryk, da man i konstruktionen kan bruge betonplader på helt ned til 45 mm tykkelse.

Et lignende eksempel på de særligt tynde betonplader kan ses på det Henning Larsen-tegnede hus Castor på Islands Brygge, som firmaet Hi-Con ligeledes har leveret altaner til. Det ser ikke umiddelbart ud til, at altanerne er stærke nok til at bære de mennesker, der skal opholde sig på dem — men det er de.

Alle altaner, inklusive højhus, forventes færddigopført i 2024.

Præcis som i nabokommunerne Herlev, Gladsaxe og Rødovre er Ballerup for tiden inde i en stime, hvor byggekranerne ikke står stille.

Udover det kommende højhus er man i fuld gang med planerne for et nyt boligområde kaldet Kildedal, som både får plads til 2.000 indbyggere og sin helt egen S-togsstation. 

Lidt derfra er Skovlunde Bymidte ved at få en opfrisker med ny bebyggelse, pladser og grønt. 

Og så står investoren Ikano Byg klar til at hælde et trecifret millionbeløb over et tidligere industriområde ved Telegrafvej, der med tiden skal få plads til 40.000 m2 nye boliger.

Københavns boomende byudvikling er for alvor kommet til omegnen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

hcholdt
Ballerups kapacitet??!!

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling