pixel

14 gader bliver forskønnet i forbindelse med vejarbejde

Reparation af slidte gader skal udnyttes til at forskønne 14 af dem — Når arbejdet er slut, vil vejene ikke bare være lappet, men rarere at færdes på.

pilestræde

Det er nok ikke gået mange københavner-snuder forbi, at byen er fyldt med vejarbejde disse år.

Det rekordhøje antal af vejrenoveringer i disse år skyldes blandt andet mange års efterslæb på området.

Men når nu vejene alligevel skal graves op, kan man jo lige så godt få det bedste ud af det.

Derfor afsatte Københavns Rådhus sidste år næsten 110 mio. kroner, der skal bruges på at tilføre byen nye træer, bænke og pænere belægninger, når man er færdig med selve vejarbejdet.

Ordningen skal løbe fra 2026 til 2032 og bygger videre på en forsøgsrunde fra 2023, hvor man afsatte 25 millioner kroner til at skabe bedre byrum i forbindelse med vejarbejde.

Dengang blev både større, centrale veje som Store Kongensgade og Bernstorffsgade, og mindre, lokale veje som Allersgade på Nørrebro, udset til urban forskønnelse.

Og næste år fortsætter strategien med forbedringer på 14 steder, hvor vejene alligevel skal fikses.

En strategi for forskønnelse

Én af de større, centrale forvandlinger vil finde sted på Gammel Kongevejs tæt trafikerede strækning langs Søerne, hvor der fremover bliver bedre plads til bløde trafikanter og det grønne.

Det sker ved, at man udvider og begrønner to midterheller med op til 15 nye træer og plantebede. Den pladskrævende skråparkering, man støder på i dag, omdannes til længdeparkering for at forbedre linjeføringen af cykelstien og give albuerum til det nye grønne.

Venstresvingsbanen ved Vodroffsvej og Teaterpassagen sløjfes, hvilket gør det muligt at udvide cykelstierne på begge sider til op mod 3,5 meter.

Også fortovet bliver udvidet — og ny cykelparkering kommer til.

I det hele taget vil man opleve et byrum, hvor der stadig er plads til biltrafik, men hvor der er spist lidt af bilernes plads for skabe rum for mere blød trafik og grønt.

Små, men vigtige løft

Andre af de 14 projekter begrænser sig til mindre ændringer — som et ekstra træ eller små hjørneudbygninger for at skabe bedre forhold for fodgængere.

På Sallingvej i Vanløse skal der fældes op til seks træer for at gøre plads til bredere cykelstier, men kommunen forventer at plante ni nye træer i stedet.

På A. F. Kriegers Vej på Østerbro skal én parkeringsplads nedlægges for at give bedre vækstbetingelser til nogle store, bevaringsværdige træer, men kommunen lover dog at finde en erstatningsplads i nærområdet — i overensstemmelse med den nuværende politik om, at en nedlagt P-plads skal erstattes af en anden, et andet sted.

Også et par steder i Middelalderbyen får glæde af genopretningsplanen.

På grå og ramponerede Pilestræde plantes to nye træer med plantebede, mens cykelparkering fordeles mere jævnt fordelt på gaden for at gøre den mere indbydende for de bløde trafikanter.

Kommunens eget lokaludvalg ville også have plantekummer på gaden, men Teknik- og Miæjøforvaltningen mener, at de kan komme i vejen for de bløde trafikanter, så det bliver kun til de to træer.

På nabogaden Klareboderne er der dog slet ikke plads til grønt, siger forvaltningen. Også selv om lokaludvalget også her gerne så plantekummer opstillet.

Her må man i stedet tage til takke med en simpel hjørneudbygning af fortovet til glæde for fodgængerne — og en mere fordelt cykelparkering.

Lokale ønsker vs. realiteter

Lokaludvalgene, der repræsenterer borgerne i bydelene, har altså været med i processen og er løbende kommet med forslag.

Kommunen har forsøgt at lytte til så mange ønsker som muligt, og blandt de indarbejdede forslag er bedre krydsningsmuligheder for fodgængere og mere trafiksikkerhed ved nogle kryds.

Dog har Teknik- og Miljøforvaltningen altså også måttet afvise forslag — blandt andet fordi det ville kræve nedlæggelse af flere parkeringspladser eller skabe problemer for fodgængere.

Med de 14 nye genopretningsprojekter er vi nu oppe på 24 gader, der får en opgradering i forbindelse med, at der lægges ny asfalt på dem.

Den store genopretning af Københavns veje vil stå på i hvert fald frem til 2029, og der er altså afsat penge til at skabe bedre byrum helt frem til 2032.

Der er dermed potentiale for mange flere projekter, hvor byen bliver gjort lidt smukkere, når asfaltarbejdet er slut.

De 14 nye projekter forventes at gå i gang i 2026 og alle være klar til brug i 2028.

Emner

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling