pixel

Strammere regler for Airbnb-udlejning kan være på vej

Der er ’systematisk misbrug af reglerne’ med udlejning gennem AirBnb, lyder det i en ny undersøgelse — Forvaltning anbefaler at stramme reglerne.

Airbnb, udlejning i København

70.

Det er så mange dage, man ifølge nuværende lovgivning må korttidsudleje sin bolig hvert år.

Men flere steder i København ser reglerne for korttidsudlejning — gennem platforme som AirBnb — ud til at blive brudt.

Samtidig lyder det fra flere politiske partier, at boliger skal bruges til beboelse og ikke som såkaldte ’pseudo-hoteller’ — og at udviklingen derfor er bekymrende.

For at få et overblik over situationen har Københavns Kommune undersøgt udviklingen i korttidsudlejningen — og hvad man kan gøre ved den.

Og resultatet ligger nu klar.

Tallene viser, at niveauet af korttidsudlejninger er steget med 10 procent fra 2018 til 2024 — fra 2 millioner til 2,2 millioner overnatninger i København. Tallet omfatter udlejning gennem både AirBnb, Booking.com, Expedia og Tripadvisor.

Til sammenligning er antallet af hotelovernatninger i København i samme periode steget med 35 procent til ca. 11 millioner.

Sammenlignet med hotellerne er der altså ikke stor vækst i antallet af korttidsudlejninger — men det betyder ikke, at de ikke er et stort problem.

AirBnb sidder tungt på markedet

I 2018 stod AirBnb for ca. 90 procent af markedet for korttidsudlejninger i København, men virksomheden er siden blevet børsnoteret og er stoppet med at offentliggøre nye tal.

Derfor er der ikke noget klart overblik over, hvor mange udlejninger i København der i dag sker gennem platformen.

AirBnb har dog længe siddet tungt på markedet for korttidsudlejning i hele verden — og vurderes i undersøgelsen stadig at gøre det. Derfor er det også den platform, man fra politisk side primært har rettet sigtekornet mod.

En amerikansk undersøgelse fra 2022 viser eksempelvis, at platformen stod for over 50 procent af alle online bookinger af korttidsudlejning — og dermed er større end alle de andre store platforme som Booking.com og Expedia.com tilsammen.

For svært at håndhæve reglerne

Selv om loven i dag dikterer, at man ikke kan korttidsudleje sin bolig i mere end 70 dage om året, så er reglerne svære at håndhæve, konkluderer kommunens økonomiforvaltning i undersøgelsen.

For ifølge de nuværende regler behøver man kun oplyse de indtægter, man får gennem udlejningen — og altså ikke de antal dage man udlejer.

”Der kan således let ske systematisk misbrug af reglerne, og det er Københavns Kommunes vurdering, at det er tilfældet, at der gør det,” skriver forvaltningen.

Udlejningen vurderes at være størst i Indre By, hvor boliger i gennemsnit bliver udlejet oftere og i længere perioder end i andre bydele.

Selv om der også er mange boliger, der bliver udlejet på særligt Vesterbro og Nørrebro, ser der ud til at være ’systematisk korttidsudlejning’ i de centrale og turistprægede dele af København, indikerer undersøgelsen.

Der er altså reelt tale om en slags hoteldrift.

Ifølge tal fra hjemmesiden 'Inside Airbnb', der indhenter data fra AirBnb, bliver over 1.600 boliger i København udlejet mere end 90 dage om året. Og en hurtig søgning på AirBnb kan bekræfte, at der en tilfældig weekend i februar er flere tusinde københavnske boliger til leje på dagsbasis. 

Samtidig er der kun blevet behandlet 12 sager om korttidsudlejning, siden der i 2019 kom nye regler på området. Og som vi tidligere har kunnet fortælle, har de kun ført til syv påbud — og ingen økonomiske konsekvenser for udlejerne.

De tal kalder ifølge SF på en ændring af loven, så Airbnb fremover skal registrere og oplyse antallet af overnatninger til staten.

Et presset boligmarked

Så længe man holder sig indenfor de 70 dage, er det ikke problematisk, at københavnerne tjener en ekstra skilling ved at leje deres boliger ud, mener de politiske partier generelt.

Men problemet med korttidsudlejninger er, at de presser et i forvejen meget presset boligmarked.

Boligmangel og priser på himmelflugt gør det sværere for københavnerne at finde et sted at bo. Og hvis flere af de eksisterende boliger bliver lejet ud i kort tid til turister, ja så bliver det endnu sværere for de lokale at få tag over hovedet.

”Flere og flere københavnske lejligheder og hele opgange bliver overtaget af Airbnb og andre lignede platforme der på permanent, eller tæt på permanent, basis udlejer lejlighederne,” noterede De Konservative til et møde i Borgerrepræsentationen i september.

”Dette forvandler lokalmiljøet til et trist 'turist-kulisse'-miljø, trækker lejligheder ud af marked, der ellers kunne være brugt til almindelig udlejning til byens borgere,” tilføjede partiet.

Anbefaler lovændringer

For at løse problemet skal der dog lovændringer på bordet, konkluderer embedsværket i undersøgelsen.

Københavns Kommune kan ikke gøre ret meget uden assistance fra Christiansborg.

Det vigtigste greb i kampen mod kortidsudlejning er, at gøre det lovpligtigt for beboere og udlejningsplatforme som Airbnb at oplyse antallet af udlejningsdage for de enkelte boliger, lyder det.

Og det vil som udgangspunkt blive mere ligetil fra maj 2026, hvor en ny EU-forordning træder i kraft.

Den vil nemlig gøre det lettere for myndigheder at få indsigt i oplysninger såsom antallet af overnatninger i de enkelte udlejningssteder.

Den danske stat skal dog først beslutte, om man vil tilslutte sig forordningen — og stille krav til platformene om indberetning.  

Derudover anbefaler undersøgelsen, at man ændrer loven, så det bliver lovpligtigt at registrere sig hos myndighederne, hvis man vil korttidsudleje sin bolig i Københavns Kommune.

Og til slut bør der være bedre mulighed for at straffe de udlejere, der overskrider reglerne.

Det er alt for let at bryde loven, og der skal ’hurtigere og tydeligere konsekvenser til’ ved overtrædelser, lyder det.

Nogle byer udfaser helt AirBnb

Kigger man udenfor Danmarks grænser, har flere byer og lande strammet reglerne for korttidsudlejning og slået hårdt ned på AirBnb.

Berlin var tidligt på banen og blokerede helt for kortidsudlejning og Airbnb i 2014. I 2018 blev det dog igen muligt at udleje i en kortere periode — men med strammere regler, der går under navnet Zweckentfremdungsverbotsgesetz.

Nu må man ikke udleje mere end 90 dage om året, man skal registrere sig, og vil man udleje en hel bolig — og ikke bare et rum — skal man have en særlig tilladelse. 

Når man lejer ud gennem AirBnb i Berlin skal man indtaste sit registreringsnummer på platformen, så det er blevet nemt for myndighederne at holde øje med udlejningen. 

I Spanien annoncerede borgmesteren i Barcelona, Jaume Collboni, sidste år, at korttidsudlejning vil blive helt forbudt fra november 2028.

Det skal frigive 10.000 boliger, der lige nu er tilgængelige på platforme som Airbnb, og give dem tilbage til de lokale som en del af løsningen på den boligkrise, som Collboni kalder ”Barcelonas største problem”.

New York har ligeledes slået ned på korttidsudlejning. I september 2023 blev det gjort ulovligt at udleje sin bolig, med mindre den er blevet registreret hos myndighederne, og man selv er til stede i lejligheden under udlejningen.

Skal Københavns Kommune følge trop og lave tilsvarende stramninger, kræver det dog altså handling i Folketinget.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling