Nordhavns nye træhus "lukker" byrum ved vandet
Træbyggeri ved Helsinkigade lukker et "hul" i Nordhavns havnefront — og står klar til sommer.
Hvis du har gået tur i Nordhavn de seneste måneder, har du måske undret dig over den overdækkede byggeplads, der ligger klemt inde som et manglende puslespilsbrik i Århusgadekvarteret.
Men den brik er nu snart blevet lagt.
Byggeriet af 'Ripple House' er tæt på målstregen, og det betyder, at havnefronten omkring boligøen Kronløbsøen endelig får den intime og tætte kanalstemning, som oprindeligt var en del af visionen for Århusgadekvarteret.
Samtidig betyder færdiggørelsen, at Nordhavn Plads ved metrostationen endelig kan træde lidt mere i karakter som kvarterets hjerte.
Pladsen har i årevis manglet byggerier til at definere den og ligget hen som en rodet byggeplads, men med dette projekt — og de sidste to erhvervsbyggerier på vej — vil det nye, urbane centrum så småt begynde at finde sin endelige form.
Et "ægte" træbyggeri
Ripple House, som det nye, seks-etagers boligbyggeri hedder, bliver mere end blot en "lukkemekanisme" i Nordhavns byplanlægning.
Mens mange nyere byggerier blot bruger træ som pynt på facaden, er dette et "ægte" træbyggeri, hvor hele den bærende konstruktion er udført i massivt limtræ.
Valget af træ er ikke kun en æstetisk beslutning, der lader huset ånde og dufte, men især et led i kampen mod byggeriets CO2-aftryk.
Ved at bruge træ frem for beton — samt integrere jordvarme og solceller — lander bygningen på en CO2-udledning på 5 kg pr. m² om året, hvilket er halvdelen af, hvad der er typisk i boligbyggeri dag.
Træbyggeri som dette er derfor med hastige skridt ved at spise sig ind på det ellers dominerende betonbyggeris domæne.
Inde bag facaderne er der blevet plads til i alt 115 lejligheder, fælleslokaler, erhvervslokaler i stuen og et overdækket orangeri.
Set ovenfra kan man se, at der er tale om en stor karréstruktur, der er overskåret på midten og dermed blevet til to mindre.
Gennem byggeriet vil der på den måde opstå en passage der knytter byrummene ved vandet omkring Kronløbsøen til de indre dele af Århusgadekvarteret.
Endnu et træhus fra Henning Larsen
Resultatet kan snart ses og mærkes på Helsinkigade.
Her er de røde facadesten i indgangen, mahogni-trapperne indendørs og de gamle vinduer alle blevet "høstet" fra Bruun Rasmussens nu nedrevne auktionshus, der lå omkring 700 meter væk — og bliver vakt til live i de nye rammer.
Selv cykelparkeringen og terrasserne er delvist skabt af træ og genbrugt beton. For indflytterne skal det betyde en hverdag i et hus, der dufter af nyt træ og bærer på noget af historien om det gamle Nordhavn.
Arkitekturen byder dog i øvrigt ikke på de helt store nyskabelser men læner sig op ad velafprøvede idéer i Nordhavn med en brunsort metalfacade, flade tage med varierende taghøjder, påsatte altaner — og enkelte eksponerede træelementer der skal skabe lidt materialevariation på husets ansigt udadtil.
Det er Operaens arkitekt, Henning Larsen Arkitekter, der står bag den nye etageejendom.
Tegnestuen har efterhånden sat et solidt klimavenligt fingeraftryk på området omkring Nordhavn. Ikke langt fra Helsinkigade står de nemlig også bag "AP Pension — Marmormolen", som er et af landets største træbyggerier.
Tilbage på Helsinkigade skal de første beboere i de 115 lejligheder ikke vente længe på at mærke duften af træ og genbrug. De kan nemlig køre flyttebilerne frem allerede fra juni.
Alle boligerne var oprindeligt ejerboliger, og priserne startede ved 4,2 mio. kr. for 52 m2 — og sluttede ved 17,5 mio. kr. for 205 m2 — da de først blev sat til salg.
For nylig blev halvdelen af ejendommen dog solgt i en samlet handel til den tyske kapitalfond Proteus, og der er nu ingen lejligheder til salg på markedet.
Dét betyder formentlig, at halvdelen af lejlighederne ender med at blive lejeboliger i stedet.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
