pixel

Arktisk nærkontakt

Du kommer tæt – helt tæt! – på de svømmende isbjørne i Zoo's nye topattraktion.

kbh magasin

Den enorme isbjørn krummer sig sammen, sætter af på den kunstige klippe under vandet, og kaster med et højt klask poterne på glaspladen lige foran fotografens ansigt, der udstøder et højt forskrækket råb.

"Det er et skinangreb. Selvom hun godt ved, at hun ikke får noget ud af det, kan hun ikke lade være med at prøve," smiler videnskabelig direktør i Zoo, Bengt Holst. Og tilføjer "beroligende":

"Isbjørnen er det dyr, som jeg allernødigst vil møde løs i havens gange. Den har hastigheden, uforudsigeligheden og styrken til at gøre et møde fatalt."

Når Den Arktiske Ring åbner 5. februar, kommer isbjørne og mennesker så tæt på hinanden, at angrebslyst og frygt kan bryde ud i lys lue. Både i jordhøjde og under vandet er isbjørnens nye hjem i Københavns Zoologiske Have nemlig udformet, så rovdyr og byttedyr (os!) kommer nærmere end nogensinde før.

dsc_1698.jpg

I øjenhøjde på tundraen

Det er en iskold dag med høj sol, da Magasinet KBH er på rundvisning i isbjørnenes nybyggede luksusomgivelser. Både den 617 kilo tunge, majestætiske hanbjørn og hans kone, som vejer sølle 230 kilo, kigger direkte på os, mens solen spiller i deres gule vinterpels.

Kort
Den Arktiske Ring

Isbjørnene synes foruroligende nær, men en dyb kløft adskiller dem og os. Følelsen af, at være så tæt på, opstår fordi, det nye anlæg er bygget, så vi er i øjenhøjde med dyrene. I det gamle anlæg kiggede publikum derimod ned på bjørnene, for sådan formidlede man dyr før i tiden, forklarer Bengt Holst.

Den Arktiske Ring er udformet som den arktiske tundra med klipper, krat, sten og jord, som bjørnene kan grave, rode og måske finde en gemt godbid i. Her er også ferskvandssøer med indbyggede panorama-vinduer, så publikum kan se, når isbjørnen drikker.

Ambitionen er at udfordre isbjørnene, siger Bengt Holst:

"Komplekse omgivelser avler kompleks adfærd, og samtidig giver de nye omgivelser os mulighed for at få fortalt, hvilket fantastisk dyr isbjørnen er."

dsc_1628.jpg

dsc_1629.jpg

Omsluttet på seks meters dybde

Fantastisk er et fattigt ord, når det kommer til Den Arktiske Rings helt store nummer: Saltvandsbassinet med 2.400 kubikmeter vand, hvor store glasruder og et akrylglasrør giver dig mulighed for at komme uhørt tæt på isbjørnen.

I den otte meter lange, rørformede hovedattraktion står du fuldstændigt omsluttet af vand med enorme, legende isbjørnekroppe, der svømmer både under, over og langs dig.

Både flodhesten og pingvinerne i Zoo kan også ses svømme under vand gennem en rude. Men hos isbjørnene er du nedsunket i seks meter dybt vand med frit udsyn til alle sider. Og oplevelsen er overvældende.

dsc_1653.jpg

Bjørneballet under vand

Her nede i dybet ses en cirkel af lys, derfra hvor solens stråler rammer vandets overflade og sender kaskader af lysbrydninger nedefter i det mørke vand.

Hanbjørnen sidder oven på røret og gnubber sin kæmpemæssige, pelsbeklædte numse mod glasset. Så springer han ned og begynder at opføre en elegant ballet omkring røret. I et crescendo af lyskaskader, lydløse bølger og millioner af luftbobler svømmer det store hvide dyr elegant på ryggen, på maven, vender og drejer sig omkring os.

Igen og igen og igen. Hele tiden svimlende tæt på, så vi kan se vandstrålerne, der står ud af de sorte næsebor, den tykke pels, der bølger i vandet og de enorme sorte poter med lange kløer, som presser mod glasset.

dsc_1654.jpg

Fuglefjeld og interaktiv læring

Snart vil isbjørnene i Den Arktiske Ring få udsigt til sæler – deres største fødekilde ude i virkeligheden. Beklageligvis for bjørnene, og heldigvis for sælerne, flytter de dog ind på den anden side af den tykke glasrude.

Dyrene deler ikke vand og kan derfor ikke lugte hinanden. Så de vil hurtig vende sig til, at der hverken er føde eller fare på færde, når de ser på hinanden gennem glasset.

Midt i anlægget knejser også et færøsk fuglefjeld med en høj, stejl klippe befolket af lunder, alke og lomvie. Alkefuglene kan ikke alene dykke dybt, men bruger vingerne til at svømme, så det ligner, at de flyver under vandet.

Rundt omkring i Den Arktiske Ring, hvor blåligt nordlys projekteres på væggene, er der rig mulighed for interaktiv læring. For eksempel kan du i jagtspillet se, hvor lang tid, det tager isbjørnen at fange en sæl. Eller sammenligne, hvor meget varme din krop afgiver, i forhold til bamsen.

Hvis du altså overhovedet kan løsrive dig fra nærkontakten med de undervandsdansende balletbjørne.

Fakta

Den Arktiske Ring

3.200 m2 stort anlæg til isbjørne, sæler og nordatlantiske fugle i Zoologisk Have.

Udformet af Zoo-specialisterne Dall & Lindhardtsen, som også er arkitekterne bag blandt andet Flodhestehuset, Savannen, Abejunglen og Girafhuset.

Med prisen på 150 millioner det næstdyreste anlæg i Zoo, efter Norman Fosters elefanthus.

Anlægget er en gave fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond.

dsc_1677.jpgdsc_1600-2.jpgdsc_1622.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

I 2012 flytter isbjørnene i Zoo ind i egen landejendom med pool. Mindre kan ikke gøre det når naboerne i elefanthuset lige har fået en pragtvilla.

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling