pixel

7 kilometer tunnel under byen kan forvandle togdrift

En S-togslinje under byen fra Hovedbanegården mod nord kan aflaste byens skinnenet og skabe en tiltrængt forbindelse til Rigshospitalet — Nu skal linjen undersøges nærmere.

s-tog, hovedbanegården, perron

Det københavnske S-togsnet har et problem: Det er presset til det yderste på kapaciteten.

En stor del af årsagen befinder sig under jorden — på strækningen mellem Hovedbanegården og Østerport.

Med undtagelse af en enkelt linje mødes alle byens S-togslinjer her og kæmper med regionaltogene om den smalle plads. Og det er et problem, der smitter af på resten af landets togtrafik.

Det har flertallet i Folketinget bag Infrastrukturplan 2035 — den store trafikaftale fra 2021 — besluttet at gøre noget ved.

Her i november starter arbejdet med en analyse af mulige anlægsprojekter, der kan optimere jernbanedriften i hovedstadsområdet og aflaste flaskehalsen mellem Østerport og Hovedbanegården.

I alt tre projekter skal nu undersøges, så man senere kan vedtage en eller flere af mulighederne — og de kan få en transformativ effekt på byen.

Syv km tunnel og station på Riget

Den første mulighed er at bygge en syv kilometer lang S-togstunnel under byen fra Københavns Hovedbanegård via Rigshospitalet og videre mod nord med tilkobling til Farumlinjen og Kystbanen. 

En sådan linje vil ændre det københavnske trafikkort markant. Ikke blot vil tunnelen lette presset på de eksisterende S-linjer — den vil også skabe en tiltrængt, hurtig vej til Rigshospitalet, der potentielt kan blive landets tredje største station ifølge fagbladet Ingeniøren.

Samtidig vil en sådan eksprestunnel give væsentlig kortere rejsetider på ture ud af byen mod nord og vest — og i mange sammenhænge udgøre et solidt alternativ til bilismen. Dermed kan den potentielt også reducere den bilbårne pendlertrafik fra forstæderne med hvad det nu har af følgevirkninger i form af mindre forurening og mindre pres på vejnettet.

Idéen om en hurtig linje under byen, der kan aflaste det eksisterende S-togsnet, er ikke helt ny, men har gennem årene været diskuteret som en langtidsholdbar løsning på det trængte S-togsnet.

I 2020 lavede Cowi et såkaldt 'teknisk notat', der undersøgte en lignende linje med stop ved både Forum, Rigshospitalet og Vibenhus Runddel.

Men nyt er det, at idéen nu officielt bliver undersøgt med statslig finansiering og dermed har en mere realistisk chance for rent faktisk at blive til noget. 

Eksprestunnelen kommer dog med en pris. Ingeniøren vurderer på baggrund af tidligere prisestimater, at regningen for tunnelen vil lande et sted mellem 10 og 25 milliarder kroner. Til sammenligning bliver der netop nu investeret cirka 3,5 mia. kroner i at anlægge en biltunnel fra Østerbro til Nordhavn ind under Svanemøllehavnen. 

Et formentligt lidt billigere — men stadig relativt dyrt — forslag går ud på at udvide den mere end 100 år gamle Boulevardbane mellem Hovedbanegården og Østerport. Hele strækningen er nedgravet i en banegrav under byens overflade, men kun stykket fra H.C. Andersens Boulevard til Statens Museum for Kunst er overdækket. Det er på dette stykke — også kendt som "Røret" — at man finder Nørreport Station.    

Kapaciteten på det smalle stykke er i dag presset til det yderste, og en udvidelse vil kunne reducere de famøse forsinkelser og aflysninger på hele S-togsnettet. Men med placeringen midt i noget af det tættest bebyggede København, vil det ikke være nogen nem opgave. 

Endelig vil partierne bag Infrastrukturplanen også undersøge en mindre omfattende mulighed for at erstatte regionaltogene på Kystbanen med S-togsdrift.

At udskifte de ofte forsinkede tog til de noget mere punktlige S-tog har tidligere været nævnt som en god mulighed for at optimere tidsplanen på denne strækning — eventuelt som førerløse S-tog, der også indgår som en mulighed i 'Infrastrukturplan 2035'.

De såkaldte 'Øresundstog' fra Sverige, der fortsætter op langs kysten mod Helsingør, kommer tit til Danmark med forsinkelse, der forstyrrer driften. En ændring til ren dansk S-togs drift, kunne derfor potentielt løse op for nogle af knuderne på jernbanenettet.     

I alt fordeler den store infrastrukturaftale fra 2021 statslige investeringer for 160 milliarder kroner.

Blandt de københavnske skinneprojekter blev en kvart milliard afsat til en kommende renovering af passagerområderne på Hovedbanegården, 600 millioner kroner til en udbygning af stationen i Københavns Lufthavn, og en udbygning af Ny Ellebjerg til landets næststørste station til 438 millioner kroner.

M5 også forbi Rigshospitalet

Mens vi venter på muligheden for en ny S-togslinje, der måske passerer under Rigshospitalet, er det i samme sætning værd at nævne den kommende M5-metrolinje.

Metroudvidelsen skal både binde nye dele af byen sammen med den gamle og lette presset på de eksisterende metrolinjer — hvoraf særligt forbindelsen under havnen mellem Kongens Nytorv og Christianshavn lige nu er særligt presset.

I første omgang binder M5 Hovedbanegården og Østerport sammen via Amager, Refshaleøen og den kommende Lynetteholm  — men senere kan en mulig udvidelse gøre linjen til en ringforbindelse med stop ved netop Rigshospitalet.

Hvordan en mulig S-togsforbindelse til Rigshospitalet vil spille sammen med en metro samme sted er indtil videre ikke nævnt i oplægget til den kommende trafikanalyse. Men dét spørgsmål — og mange flere — bliver vi formentlig klogere på om et par år, når resultatet af undersøgelsen gerne skulle være klart. 

Transportministeriet, Banedanmark, DSB og Trafikstyrelsen stikker nu hovederne sammen om de omfattende ændringer af Københavns togdrift, og dét arbejde ventes først færdiggjort i 2026.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

marc jørgensen
En smutvej uden om “Røret” vil være meget velkomment for pendlere i Regionen - og samtidig sikre et mere robust system, så ikke “hele møllen går i stå” (ved “den første rim på sporet….”)
tommy64nielsen_2327
Utroligt at Rigshospitalet ikke er prioriteret højere :-(
bo schmidt
i øvrigt er det sådant i de 2 signal kontrakter, s-og fjern bane er der lagt tillæg eller fradrag såfremt man vælge at lave kystbanen om til s-togsdrift. hvilket vil løse både kapacitets problemer i røret også på kbh. Hvorfor ikke prøve disse tiltag først, inden man kaster sig ud i et milliard dyrt og med vanlig statslig garanti for forsinkelser og højer pris.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
København
En grøn boulevard gennem København og over en biltunnel hele vejen fra Nordvest til Amager.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling