pixel

Nordøst­amagers kommende skole er også for naboerne

Ny skole i Holmbladsgade vil blandt andet byde på offentligt tilgængelige tagterasser og udearealer.

nordøstamager skole holmbladsgade

Det nordøstlige Amager har vokseværk. Nye boligkvarterer gror frem som græs og breder sig videre ind i tidligere industriområder — og med nye boliger kommer nye indbyggere. 

Befolkningstallet i området stiger støt, og hvis Københavns Kommunes befolkningsprognose holder stik, vil der i en nær fremtid ikke være stole nok til alle områdets børn i de lokale skoler.

Derfor har kommunen længe barslet med planer om en ny skole til området, og i denne uge godkendte Teknik- og Miljøudvalget så de endelige planer for Nordøstamager Skole.

Skolen skal opføres på en ubebygget, kommunalt ejet grund på adressen Holmbladsgade 113, lige over for Kofoeds Skole — og kun 40-50 gadedrengehop fra boldbanerne på Kløvermarken.

Etagearealet når op på cirka 10.500 m2, inklusive en idrætshal, og vil rumme klasselokaler nok til cirka 840 elever og faciliteter til omkring 100 ansatte.

Christensen & Co. Arkitekter har tegnet den nye skole efter at have vundet en kommunalt udskrevet arkitektkonkurrence, og de har bestræbt sig på, at ikke kun eleverne men også naboerne vil få glæde af skolebygningen — ligesom man kan opleve det på Europaskolen i Carlsbergbyen.

Via trapper uden på bygningen vil offentligheden nemlig efter skoletid kunne få adgang til terrasser på taget af skolens forskudte niveauer, hvor der både vil være plads til leg, aktivitet og afslapning.

Samtidig vil forskudte niveauer i skolebygningens facade skabe overdækkede uderum, hvor man kan opholde sig i læ for regnen.

Røde tegl og træ på facaderne

Langs begge sider af skolen vil der blive etableret passager, så områdets beboere frit kan bevæge sig mellem Holmbladsgade på skolens sydside og Prags Boulevard på nordsiden.

Bygningen vil blive beklædt med røde teglklinker med et lodretgående rillemønster. Under de åbne overdækninger vil facaden blive beklædt med træ. De flade tage, der ikke skal benyttes som tagterrasser, vil blive beklædt med grønt.

Ud mod Prags Boulevard mod nord vil bygningen rejse sig op til seks etager, eller 24 meter.

Der kræves en ny lokalplan for, at skoleplanerne kan føres ud i livet. Den er altså nu godkendt Teknik- og Miljøudvalget og vil i løbet få dage blive sendt i offentlig høring i otte uger. Det forventes, at resultatet af høringen vil blive forelagt Borgerrepræsentationen i løbet af fjerde kvartal.

Selve skolebygningen forventes at stå færdigbygget ved skolestart i 2022.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling