pixel

Byggeboom får byens historie til overfladen

Under en bygning ved Rundetårn er man stødt på en lang række fortidslevn. Men det er ikke det eneste sted, hvor byens byggeboom får historien til at dukke frem.

købmagergade hotel round tower renovation

Med mere end 1.000 års historie på bagen er København efterhånden blevet en ældre dame.

Og som alle diskrete kvinder, afslører hun nødigt sine hemmeligheder.

Men graver man dybt nok i undergrunden, kan man være sikker på én ting: Der kan gemme sig arkæologisk guld lige under vores fødder.  

Spadserer man gennem Købmagergade i den kommende tid, kan man opleve en lille bid af byens brogede fortid, hvis man standser ud for nr. 50 — lige ved Studenterhuset og Rundetårn.

Her har Københavns Museum netop åbnet en pop-up udstilling i samarbejde med bygherren Hines, der er i fuld sving med at udvikle området.

Ruin bevaret under nyt hotel

Købmagergade nr. 44, 46 og 50 skal fremover huse butikker, caféer og et hotel med 243 værelser.

Ombygningen skal — ud over at være rentabel for bygherren — transformere den lidt glemte og uudnyttede Trinitatis Kirkeplads ud til Rundetårn og forhåbentlig give den nyt liv, når nye lejere rykker ind.

Undervejs i renoveringen af bygningerne er man imidlertid stødt på en større samling historiske fund.

Sko, kødkroge, læderhandsker, mønter og spoler til vævning var alt sammen blandt gevinsterne, da artefakterne langsomt blev udgravet.

Enkelte af dem har ikke set dagens lys i over 900 år.

Arkæologernes største sus i mellemgulvet er formentlig indtruffet, da man opdagede ruinerne af en hel bygning fra 16-1700-tallet.

Bygherren har nu valgt at bevare ruinerne intakte under de nye gulve i bygningerne, og det glæder Københavns Museum.

”Det er et smukt eksempel på, hvordan man kan bevare nogle fortidsminder fra eftertiden,” udtaler museumsinspektør Tina Willumsen.

Man har også opdaget grøfter og nedgravninger, som kan være helt tilbage fra 1000-tallet — altså fra vikingetiden. Det vil i givet fald ændre på den eksisterende historeskrivning, der antager at området omkring Købmagergade først blev en del af byen i 1300-tallet.

København kan altså have været en noget større by omkring år 1100, end man hidtil har antaget.  

Mystisk voldgrav under 7-Eleven

Købmagergade er langtfra det eneste sted i Indre By, hvor fortiden titter frem, når man kradser lidt i overfladen.

Ved Gammeltorv på Frederiksberggade 2 — nok bedre kendt som Strøget — ligger en imposant hjørnebygning fra 1899.

Stueetagen husede tidligere blandt andet en 7-Eleven, men da tøjfirmaet Bestseller overtog bygningen og tog fat på en omfattende renovering, gjorde man et mystisk fund.

Under bygningen opdagede man resterne af en voldgrav.

Voldgraven kaldet Clemens Vold var i forvejen kendt af arkæologerne, men formålet med den er fortsat lidt af et mysterie.

Clemens Vold omkranser tilsyneladende kun et område på størrelse med tre fodboldbaner, og som museumsarkæolog Jane Jark Jensen tidligere har udtalt til Politiken:

”Det har ikke været et forsvarsværk. Og hvem vil invadere to hektar?”

Teorierne går indtil videre på, at voldgraven har omkranset en handelsplads, eller — lidt mere spændende — at den har omgivet en kongsgård, hvor datidens konger kunne opholde sig.

Havnekaj under nyt luksushotel

Også ved 'Ørkenfortet' lige ved Knippelsbro fik bygherren sig en overraskelse under arbejdet med at transformere den tidligere kontorejendom til et nyt, fem-stjernet hotel.

Efter at have gravet bare en meter ned i undergrunden, åbenbarede sig pludselig en trækonstruktion, og jo længere ned gravemaskinen skovlede, jo mere forbløffede blev arkæologerne.

Undergrunden gemte på resterne af et gammelt bolværk og en ankerkonstruktion, der begge i sin tid indgik som en del af en kajkant fra 1600-tallet.

Den gamle kystlinje har sandsynligvis været en del af det vigtigste område for den danske handelsflåde på den tid. Her har storkøbmænd og adelsfolk lastet deres handelsskibe og sat kurs mod Østen.

Med sig hjem tog de kostbare varer som krydderier, og et stenkast derfra — hvor Udenrigsministeriet ligger i dag — sejlede skibene videre mod Vestafrika, på jagt efter en mere dyster last:

Slaver til de danske kolonier i Vestindien.

Udstilling udbygges med fund

Foto- og plancheudstillingen i Købmagergade forventes at være der indtil forsommeren, hvor der er planer om at udvide med fremvisning af nogle af fundene fra udgravningerne.

Plancherne beskriver bl.a. de ældste spor og fund — latriner med katteskeletter og vandrør — og giver også et overblik over bygningens historie.

På grund af Covid-19 restriktionerne er der udelukkende tale om en vinduesudstilling med fremvisning af plakater, fotos og billedtekster fra det arkæologiske arbejde på grunden.

Bygningerne på Købmagergade har en mangfoldig historie som hjem for alt fra slagterboder og adelsgård til porcelænsfabrik, jurafakultet og blodprøveambulatorium.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling