pixel

KV2025: Hvad sker der hvis Dansk Folkeparti får absolut flertal?

I serie på 11 artikler kræver vi ærlige svar fra hvert parti på, hvordan byen vil ændre sig frem mod 2029, hvis de får fuld kontrol over rådhuset.

Dette er #2 af 11 artikler der — på en lidt anden måde — præsenterer de politiske visioner for fysiske forandringer i byen op til kommunalvalget i november.

Hop direkte til svarene

"Valgflæsk" lyder anklagerne hvert 4. år.

Når et politisk parti taler om store visioner for byen, skydes de ofte ned som løgn og latin af vælgere, der er blevet kloge af skade.

Og efter valget kan man nemt blive lidt træt af bortforklaringerne, når de store tanker stille og roligt bliver til realpolitik:

"Vi mente det ikke bogstaveligt. Det er bare en vision, vi arbejder hen imod," lyder det nogen gange fra politisk side.

Eller: "Politik er det muliges kunst"; der skal laves kompromiser, og store drømme dør, når der handles af i porten.

Dét gør det sværere at stemme til et valg. For hvad er det egentlig man får, hvis så få af ordene ender med konkrete handlinger?

Op til novembers kommunalvalg har vi sat os for at få klarere svar end normalt.

Konkret og finansieret

Magasinet KBH har stillet samme spørgsmål til partilederen fra 10 partier:

Hvordan vil København rent fysisk være forandret i 2029, hvis netop dit parti får magten? Nævn mindst tre punkter, og maksimalt fem.

Og vi vil ikke høre noget om, at "det bare er visioner" — eller om at realpolitik knuser idéerne senere hen.

Præmis nummer 1 er nemlig, at partiet får 60% af stemmerne til november og har fuld kontrol over byen fra 1. januar 2026. Dermed vil det være uafhængigt af andre partier og kan gennemføre præcis de projekter, partiet vil.

Præmis nummer 2 er, at alle idéerne skal finansieres. Vi kræver realisme og jordnærhed. De københavnske vælgere skal forstå præcis, hvad de får, hvis partiet får absolut flertal — også til at lægge byens budgetter.

Og præmis nummer 3 er, at hvis projektet kræver lovændringer fra Christiansborg, så skal partilederen forklare, hvor realistisk dét er.

Det er måske ikke alle partiledere, der svarer lige klart på det hele, men det er selvfølgelig også en slags svar i sig selv.

I denne 2. runde er det Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti, der får lov at svare. Partiet fik 1,9% af stemmerne, og 1 mandat, ved seneste valg i 2021.


Dansk Folkeparti (O)

Hvordan ser København ud i 2029, hvis Danske Folkeparti får absolut flertal i Borgerrepræsentationen ved novembers valg?

1. Parkering og privatbilisme får en renæssance

Vi genindfører gratis parkering om søndagen, afskaffer uretfærdige p-afgifter i beboelsesområder og stopper det ideologiske pres mod bilejere.

København skal være for alle — også dem, der er afhængige af bilen i hverdagen.

2. Metro til de glemte bydele – ikke til Malmø

I stedet for at sende metrotogene til Sverige, udvider vi nettet med nye stationer i Brønshøj, Husum, Valby og Bispebjerg.

Københavnerne skal kunne komme effektivt på arbejde — ikke finansiere prestigeprojekter.

3. Byen tilbage til borgerne – stop for woke-symbolpolitik

Vi afskaffer meningsløse klimabænke, Palæstina-pladser og kunstprojekter som "forstenet afføring".

Byrummet skal være trygt, funktionelt og æstetisk — ikke en legeplads for venstrefløjens værdipolitik.

4. En tryg og ren hovedstad

Vi indfører "metroporte" som i London for at forhindre billetteringssvindel og utryghed.

Der opsættes bedre gadebelysning, og vi intensiverer kampen mod graffiti og hærværk. København skal være en sikker og ren by.

5. Slut med særhensyn og parallelsamfund

Vi stopper den kommunale støtte til islamiske foreninger og bygger en by, hvor danske værdier og fællesskab er bærende.

Det betyder blandt andet nej til halalkost, bønnerum og kønsopdelt idræt i offentlige institutioner.

Finansiering

Pengene finder vi ved at omprioritere – ikke ved at opkræve flere skatter og afgifter.

Vi afskaffer puljer til integrationsprojekter, mangfoldighedsfremme og symbolpolitiske tiltag og bruger i stedet midlerne på kernevelfærd, infrastruktur og tryghed.

Lovændringer

Og ja – nogle initiativer kræver opgør med anlægsloftet og Christiansborgs detailstyring.

Men med et massivt mandat fra københavnerne, vil vi lægge maksimalt pres på Folketinget for at sikre reel kommunal handlekraft.

I denne serie på 11 artikler svarer 10 partiledere på, hvad der vil sker med byen, hvis de får absolut flertal i Borgerrepræsentationen. Den 11. artikel samler sammen på alle svarene — og giver en realisme-score til dem alle.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling