pixel

Arkitekt­konkurrence for Jernbanebyen klar til start

Planerne for Jernbanebyen går ind i en ny fase. Fem teams er nu udvalgt til at komme med et bud på en helhedsplan for området.

Jernbanebyen oppefra

30 teams havde ansøgt om at få lov at tegne en helhedsplan for den nye 'Jernbanebyen'. 

Nu er fem af dem udvalgt til at komme med konkrete bud på fremtiden for området ikke langt fra Fisketorvet — mellem Sydhavnen og Vesterbro. I dag huser arealet DSBs gamle godsbaneterræn, men i de kommende år vil det blive omdannet til en endnu en ny københavnerbydel.

Grunden er stor: cirka 365.000 m2. Og grundejernes visioner er også store. Når arkitektkonkurrencen formelt skydes i gang i november, er det således ikke med helt frie tøjler, at de fem udvalgte teams går til tegnebrættet.

DSB Ejendomme ejer arealet, og det statslige Freja Ejendomme står nu for at frasælge de aflagte besiddelser. Sammen med Københavns Kommune har de to udarbejdet en vision for Jernbanebyen, som der skal tages højde for i de fem bud, der skal afleveres i marts til næste år.

Varieret og grønt

Visionen er blandt andet, at der med Jernbanebyen bliver skabt en grøn og urban bydel med flere bilfrie områder og god plads til de bløde trafikanter.

Den nye bydel skal også bevare mange af de eksisterende, industrielle bygninger, og imellem dem skal der bygges nyt med fokus på små byggefelter — modsat de meget store karréer som vi er vant til at se vokse op på én gang i f.eks. Ørestad og Sydhavn. Dét skal skabe mere variation i bydelen.

Sådan lyder visionen i hvert fald. 

Konkurrencen kommer til at forløbe som et såkaldt parallelopdrag. Det vil sige, at ét team ikke nødvendivis løber med alle laurbæerne, men at man i den endelige plan kan plukke de bedste idéer ud fra de fem forslag og kombinere dem til noget helt nyt.   

De fem teams, der skal levere deres bud på fremtidens københavnerbydel, er anført af henholdvis BIG/SLA, COBE, Snøhetta, Vandkunsten/Holscher Nordberg og WERK.

Vi tager et kig på de fem navne.

BIG & SLA

BIG — også kendt som Bjarke Ingels Group — har adskillige københavner-projekter på CV’et. Sammen med landskabsarkitekterne hos SLA, skal BIG levere ét af de fem forslag til en helhedsplan for Jernbanebyen.

Vi kender BIG for flere byggerier i Ørestad — heriblandt 8-tallet, der er hovedstadens største boligbyggeri.

8-tallet vandt i 2011 World Architecture Festivals boligbyggeri-kategori — en pris der også få år tidligere, i 2008, blev vundet af BIG. Dengang var det VM-bjerget, også i Ørestad, der løb med prisen.

BIG står også bag Superkilen — det smalle byrum på Nørrebro, der forlænger Nørrebroparken gennem Mimersgadekvarteret til Tagensvej. Superkilen er nok mest kendt for sin særlige belægning, som endte med både at blive både spejlglat og at falme, og for det gadeinventar fra hele verden der pryder området — fra skraldespande til lygtepæle.

Restaurant Nomas nye lokaler har BIG også tegnet — og senest har de stået bag Amager Bakke, hvor de også arbejdede sammen med SLA om at designe landskabet.   

COBE

COBE er heller ikke et ubeskrevet blad, når det kommer til udformningen af København. Sammen med blandt andre tegnestuen Arcgency — der har til huse i en bygning lavet af gamle skibscontainere tegnet af tegnestuen selv — skal de komme med deres bud på fremtiden for Jernbanebyen.

COBE har spillet en rolle i designet af adskillige københavnske pladser, blandt andet Karen Blixens Plads, Nørreport og Israels Plads.

Også i Nordhavn har COBE sat sit præg — ikke mindst med masterplanen for området fra 2008, men også på de nye metrostationer og med bygningen The Silo, hvor man fra resturanten på toppen har udsigt over hele København.

Biblioteket på Rentemestervej er med sine kubiske former blevet lidt af et vartegn for Nordvest-kvarteret, og så har COBE også involveret sig i arkitektur for de små: både børnehuset med navnet Forfatterhuset i De Gamles By og Børnebyen på Christianshavn har COBE som blyantsfører.

Snøhetta

Det norske arkitektfirma Snøhetta er et mere ubeskrevet blad i København.

Tegnestuen har designet interiøret i restauranten Barr, som ligger ved Krøyers Plads i selvsamme lokaler som Noma tidligere lå i.

Men ellers kender vi mest tegnestuen fra internationale projekter såsom Operahuset i Oslo, Den Norske Ambassade i Berlin og indgangspavillonen til Manhattans 9/11-museum på Ground Zero.

Vandkunsten & Holscher Nordberg

Tegnestuerne Vandkunsten og Holscher Nordberg udgør tilsammen de primære kræfter i det team, der skal levere det fjerde forslag.

Vandkunsten stod bag den nu opgivede bebyggelse af Amager Fælled og har også tegnet flere af de boligbyggerier, der er vokset frem i Københavns nye bydele de senere år, blandt andet ved Havnevigen på Islands Brygge.

Holscher Nordberg kender vi blandt andet fra et nyt hotel i Ørestaden, som forventes at stå klar i 2022 — og fra Organistens Hus, der er navnet på en boligblok i Bellakvarteret, hvor en hvid bygning er ”lagt oven på” en karré iklædt røde tegl. Holscher Nordberg har også en finger med i Verbena-tårnet på Grønttorvet, og i Jernbanebyens nabolag har de tegnet det meget store Cph Highline-byggeri på Vasbygade ved Fisketorvet.

WERK

Endelig har vi Werk — en mindre tegnestue der opstod, da partnerne i det tidligere Polyform gik hvert til sit.

Werk har tegnet et hus der netop nu er under opførsel i Nordhavn og som vil forene boliger med vandsport på den side der vender ud mod havnen.

De står også bag indretningen af City Hub, der netop har slået dørene op for overnattende gæster i det der tidligere var Westmarket på Vesterbro. Projektet har omdannet den lange arkade til et hostel med små sovekabiner

Og så står Werk bag den konceptuelle idé om ”sportstårne”, hvor boldbaner skal placeres oven på hinanden for at skabe rum til de ofte pladskrævende idrætsfaciliteter.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling