pixel

KP19: Bispebjergs fremtid

Nordvests kreative sjæle kan arbejde videre med ro i sindet, mens beboerne kan se frem til Kampsportens Hus og flere boliger i bydelen Bispebjerg.

Bydelskort bispebjerg kommuneplan 2019

Kendt for den majestætiske Grundtvigs Kirke, de blomstrende kirsebærtræer på kirkegården, Københavns smukkeste hospital — og Nordlædervest.

Bydelen Bispebjerg spænder fra Ryparken i øst, over sø i Emdrup, Bispebjergs bakker og Utterslev Mose til Nordvestkvarteret. I byens fem kvarterer bor de fleste alment eller i andelsboliger — på 65 m2 i snit. Det betyder, at en del indbyggere flytter væk, når to bliver til tre.

For et par år fik bydelen 65 familieboliger i et nyt alment boligbyggeri tegnet af den prisbelønnede tegnestue BIG, og der er flere på vej. Et nyt boligområde nord for Bispebjerg Station er på tegnebrættet, og i de kommende år skyder et bolig- og iværksætterkvarter op på den gamle ISS-grund.

Går beboerne tur i området omkring Bispebjerg Hospital i dag, kan de følge med i byggeriet af det nye psykiatriske hospital, der gik i gang ved årsskiftet — et af Københavns største byggeprojekter. 

Læs med her, hvad Københavns Kommune har af planer de næste fire år i Bispebjerg.

Kampsportens Hus

Om et par år vil 8.000 små og store ninjaer indtage Kampsportens Hus, der slår dørene op på den såkaldte Skodagrund på hjørnet af Lygten og Frederikssundsvej.

Grunden har længe ligget brak — dog har man i de senere år kunne svinge forbi 'Verdenshjørnet' og få stillet sulten ved en af madmarkedets food trucks med eksotiske retter.

Fra 2022 bliver det Kampsportens Hus, der markerer overgangen fra Nørrebro til Nordvest. Foruden de mange sportsfolk, der vil lægge vejen forbi, vil huset holde åbent for lokalområdet.

Når kampklubberne ikke bruger lokalerne, skal områdets skoler, institutioner og foreninger kunne boltre sig i husets underetage, hvor de vil finde et indendørs lege- og bevægelsesområde for mindre børn.

Udenfor bliver der indrettet små byrum og haver, så husets indendørs aktiviteter kan flyde sammen med det daglige liv i kvarteret.

Og skråer man over grunden bagom huset, vil man gennem et stort glasparti i facaden kunne beundre entusiasters som landholdskæmperes cirkelspark  — på sikker afstand.

Kreative og traditionelle erhverv i Nordvest

Tusindvis af københavnere møder hver dag ind på kontorer i Københavns centrum og i de nye bydele, men i Nordvests gamle industribygninger skal iværksættere, kunstnere og håndværkere fortsat kunne opfinde den dybe tallerken eller snedkerere sofaborde.

Københavns Kommunen har — på trods af flere grundejeres ønske om at bygge boliger — valgt at fastholde de tre såkaldte kreative zoner i kvarteret, og sikrer dermed, at der er fleksible lejemål til virksomheder med mindre økonomier.

Politikerne ønsker nemlig, at Nordvest forbliver et helle for både kreative og traditionelle erhverv.

Den beslutning er i tråd med de anbefalinger, som Økonomiforvaltningen fremlagde efter, økonomerne havde givet kommunens erhvervsområder et servicetjek. 

Samtidig vil Københavns Kommune udvikle videre på Nordvests særlige karakter. I stil med Nordvests klondike-lignende byggekultur skal ISS-grunden — hvor rengøringsgigantens hovedkvarter lå indtil 2014 — genopstå som ’et levende, grønt og fællesskabssøgende bolig- og iværksætterkvarter’. Også her skal kreative sjæle i fremtiden kunne folde sig ud.

Lygten Nord

Københavns Kommune ændrer parkeringsnormen i området øst for Lygten og nord for Nørrebro Bycenter. Uden større palaver giver kommunen dermed grundejerne Bispebjerg Kollegiet og DSB Ejendomme mulighed for at udvikle videre på det boligområde, de sammen har på tegnebrættet.

Op mod Tagensvej ligger i dag en enklave af bygninger med forskellige formål — et varmeanlæg, boliger og tekniske erhvervsuddannelser. Grundejerne vil her klemme 22.000 m2 boliger ind i kilen mellem bygninger og banelegeme. 

Målet er boliger i forskellige størrelser til 'alle typer af mennesker'. Det inkluderer unge, der skal kunne flytte ind i en fjerdedel af boligerne. 

Samtidig ønsker både kommunen og grundejerne, at området bliver åbnet op. Fodgængere kan se frem til at strække benene i en 'grøn kile' — et landskab som vi kender det fra Lersøparken og Mimersparken i dag.

Grundejerne udvikler også videre på Københavns Kommunens planlagte cykelforbindelser. I fremtiden vil cyklister kunne drøne fra Tagensvej, langs boligområdet og fange Nordvestpassagen — den underjordiske forbindelse under banelegemet mellem Nørrebro Station og Bispebjerg Station, som er under planlægning.

 

Læs om din bydel 2020-24

Amager Vest · Amager Øst · Bispebjerg · Brønshøj-Husum · Christianshavn · Indre By · Kongens Enghave · Nørrebro · Valby · Vanløse · Vesterbro · Østerbro

 

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling