pixel

Strandet stor-byggeri ved Søerne koster byen 100 millioner kr.

Uenigheder og inflation betyder ekstraregning på 100 millioner — og dét vil få konsekvenser for andre projekter i København.

cf møller, tredje natur, sølund

Byggeriet af landets største plejecenter, Sølund, har stået stille siden maj 2022.

Dengang blev projektets daværende entreprenører Züblin smidt af projektet efter ikke at have overholdt deres del af aftalen — ifølge boligselskaberne Københavns Almene Boligselskaber (KAB) og Samvirkende Boligselskaber (SAB).

Uoverenstemmelsen med entreprenøren, stigende priser på byggematerialer og inflationen betyder nu alt sammen, at prisen for byggeriet er skudt i vejret med godt 600 millioner kroner. Det skriver Altinget.

En ny entreprisekontrakt skal sendes i udbud dette efterår — og det bliver til helt andre byggepriser, end sidste gang projektet var i udbud i 2020.

Kan tage penge fra andet nyt  

Prisstigningen på 600 mio. kroner får det totalen på prisskiltet til at stige til to milliarder kroner — et beløb der betales af KAB og Københavns Kommune.

Præcis hvor meget af regningen, der lander hos kommunen, er usikkert, men ifølge Altingets oplysninger drejer det sig om et beløb i omegnen af 100 millioner kroner.

En ekstraregning på 100 millioner — der tilmed ventes at vokse betragteligt, hvis ikke kommunen hurtigt finder en ny entrenprenør — kan blive en ordentlig mavepuster for hele kommunens budget.

Står plejehjemmet ikke klar, må flere ældre borgere i stedet flytte til andre plejehjem uden for kommunen eller modtage hjemmehjælp, hvilket kan betyde en yderligere ekstraregning for Københavns Kommune på 100 millioner kroner fra 2027 —  vel at mærke om året.

Byggeriet indeholder også 150 nye ungdomsboliger, der ligeledes bliver påvirket af forsinkelserne.

Efter en række udskydelser skulle det nye Sølund egentlig have slået dørene op i april 2026. Men den tidsplan er altså nu skredet med knap halvandet år, som hurtigt kan blive til mere, hvis ikke kommunen finder de fornødne midler til en ny entreprenør.

Ekstraregningen lander på et tidspunkt, hvor en række andre projekter i byen i forvejen mangler finansiering.

Der er fremskrende planer om tre nye broer over havnen, der alle mangler tre-cifret millionfinansiering. 

En fredeliggørelse af Middelalderbyen med i første omgang fire nye byrum venter på finansiering på op mod 200 millioner kr.

En planlagt omlægning af Torvegade skal meget snart bruge 16 millioner kroner for overhovedet at blive til noget. 

Strøget kalder på 7,5 millioner kroner ekstra for at få en bedre belægning — og Københavns Kommunes store plan om begrønning af byens gader og stræder mangler stadig ikke mindre end 581 mio. kr. for at komme i mål. 

Byggepriser steget med tolv procent

Det nye plejehjem er tegnet af C.F. Møller og Tredje Natur og skal erstatte det nu nedrevede, oprindelige plejehjem fra 1970'erne.

Byggeriet ligger på en næsten 200 meter lang grund i første række til Sortedam Sø og rummer 360 boliger, 150 ungdomsboliger, seniorbofællesskab med ca. 20 boliger, daginstitution, tre butikker og 80 offentlige parkeringspladser i kælderen.

Første spadestik blev taget i november sidste år, så godt og vel seks måneder blev det altså til, før uenighed om kontrakten førte til byggestop.

Ifølge SAB lavede man en aftale om en fast pris på byggeriet på omkring 800 mio. kr., som Züblin ikke holdt. I stedet krævede entreprenøren 314 millioner kroner i ekstrabetaling.

Hverken Københavns Kommune eller Samvirkende Boligselskaber (SAB) — som er bygherre på projektet — ønskede at imødekomme ekstrakravene, og siden har byggepladsen altså ligget tom hen.

Til Altinget har Züblin ikke ønsket at kommentere på, hvorfor de stillede et krav på yderligere 314 millioner kroner, siden kontrakten på 800 millioner kroner blev indgået i 2020.

Siden dengang er byggepriserne for etageboliger steget med 12 procent, viser beregninger fra Danmarks Statistik udarbejdet for Altinget.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling